Menu

Filibuster præsidenten William Walker

Finca og museum San Jacinto. Foto af PrebenMultiMedia.com
Finca og museum San Jacinto. Foto af PrebenMultiMedia.com

Overalt i landet kan man i  juli og august måned høre utallige skolebands øve sig i at spille marchmelodier og danse taktfast dertil. Trommeslag og trillefløjter høres langt omkring. Det sker som forberedelse til årets nationaldag den 15. december. Det er dagen, hvor man fejrer uafhængigheden fra den spanske kolonimagt i 1821 (Mexico og de centralamerikanske lande, dvs. fra Mexico til og med Costa Rica).

Men faktisk fejrer man i Nicaragua endnu en nationaldag, og det sker dagen inden, nemlig den 14. september. Dagen markerer nederlaget for den amerikanske filibuster, William Walker i 1856, som står som den frygteligste af Granadas mange skadesvoldere i historien. Han er i dag stort set ukendt i USA og fortrængt i deres historiebøger.

Kampen for selvstændighed

Med et svækket Spanien lykkedes det for de nationale borgerskaber i Mexico og de centralamerikanske provinser at løsrive sig og opnå selvstændighed fra Spanien i 1821. Denne alliance med Mexico i spidsen holdt dog ikke mange år. Herefter dannedes Centralamerikas Forenede Provinser (1924), dvs. Guatemala, Honduras, El Salvador, Nicaragua, Costa Rica og Los Altos (fra 1838), en føderation, som gik i opløsning med de enkelte landes selvstændighedstrang i 1838, som dermed udgør året (30. april) for Nicaraguas nationale selvstændighed som republik, som vi kender i dag. Lige siden har der været politiske bevægelser for at genforene Centralamerika. Derfor har landene næsten ens flag – undtagen Costa Rica.

  

Borgerkrig

Selvstændigheden udløste en voldsom kamp mellem Nicaraguas to hovedbyer, Leon, hvor de liberale dominerede og Granada, hvor de konservative og mere velstillede sad på magten. Sædet for landets hovedstad skiftede flere gange mellem de to byer og i 1854 udbrød der direkte borgerkrig, hvor de liberale deseperate søgte hjælp hos den amerikanske militærmand William Walker, som allerede tidligere havde været brugt af USA til at sikre sig magt over dele af Mexico. 

Han lovede i store annoncer i USA masser af penge og store landejendomme til alle, filibusterne, som søgte ind i hans hær.

Filibusterhæren

William Walker blev født i Tennesee i 1824, og han blev een af de mange militære eventyre, som har hærget Centralamemerika. Han organiserede adskillige militære ekspeditioner i Latinamerika med det formål at udbrede USAs magt, gøre dem engelsktalende og genindføre slaveriet, som var blev afskaffet med selvstændigheden i 1821. Hans personlige ambitioner var enorme, som da han i 1856 udråbte sig selv til præsident over Nicaragua. Landet skulle tilsluttes og forenes med de sydlige slavestater i USA.

Lejessoldaterne samlet op i San Fransiscos mest barske kvarterer blev snart suppleret op med rekrutter fra hæren. Han kom til Nicaragua den 4. maj 1855 og med sine filibuster-soldater overtog han hurtigt ledelsen af de liberales kamp mod de konservative i Granada.

Efter at have besejret byen slog han sit hovedkvarter op i Granada, hvor han straks iværksatte en farce af et valg, som førte til hans indsættelse som præsident, han indførte engelsk som officielt sprog, fik udarbejdet nye kort over landet, genindførte slaveriet og satte sig grundigt på magten til de liberales store undren.

USA anerkendte William Walker som Nicaraguas præsident.

 

Den fælles kamp

Det lykkedes William Walker at forene det nicaraguanske folk – imod sig.

Klog af skade forenede de liberale og de konservative, Leon og Granada, sig i kampen mod hans magt. De andre centralamerikanske lande gik med i den fælles sag, da de vidste at de stod for tur. Ja, selv Cornelius Vanderbilt, som var ejeren af den succesfulde dampskibsrute mellem Nicaraguas Atlanterhavs kyst og Stillehavet, Pacific Steamship Line, som var den foretrukne rute mellem Øst- og VestUSA, bidrog til kampen mod Walker.

Et afgørende – men ikke det sidste – slag stod i San Jacinto den 14. september 1856, dagen som fejres hvert år.

Walker foretog yderligere fire gange forsøg på at erobre Centralamerika, men blev endelig skudt af en militæreskadrille i 1860 i Honduras.

De liberale faldt i folkets unåde og de konservative sad godt på magten i de kommende tredieve år, indtil Manuel Zelaya gennemførte sin liberale revolution.

 

Granada blev brændt ned

William Walker blev generelt beundret i Sydstaterne, USA, som kaldte ham for “General Walker” og “the grey-eyed man of destiny.” Mens man i Nordstaterne så mere køligt på hans rolle.

Sårene var svære at hele i Nicaragua. Inden Walker flygtede fra Granada satte han i 1856 byen  i flammer og stort set hele byen brændte ned. Han satte et skilt op, som sagde: “Her var Granada.

På den Panamerikanske hovedvej mellem Managua og Sebaco finder man ved indkørslen til fincaen San Jacinto, i dag museum, en statue med Andres Castro som med de bare næver og en sten i hånden kæmpede mod filibusterne. Den berømte statue er lavet af Nicaraguas mest berømmerede skultør, Edith Grøn, født i Danmark og opvokset i Nicaragua.

Over indgangen til kirken  La Merced ved ex-konventet San Fransisco er der opsat en mindeplade, som omtaler tragedien. Walker boede en overgang i det der i dag er hotel Gran Francia ved Den Centrale Park..

William Walker ligger begravet på den gamle kirkegård i Trujillo, Honduras.

William Walkers navn er kendt af hvert et skolebarn i Nicaragua.

  

  

Mere i denne kategori: « Granada – byen i orkanens øje