Menu

Granada – byen i orkanens øje

Foto af PrebenMultiMedia.com
Foto af PrebenMultiMedia.com

Granada var den første by på det amerikanske fastland, som spaniolerne anlagde, da de anført af Pedrarias Davila i 1524 trængte ind i kontinentet. Ved at sejle op ad den 200 km lange flod Rio San Juan fra Det Caribiske Hav og krydse Nicaragua-søen, Cocibolca, stødte de på Ometepe. Francisco Fernandez de Córdoba blev sendt videre fremad med en flok mænd. Han fandt den egnede bugt i det ferske hav, det perfekte udgangspunkt for erobringen. Herfra skulle den nye verden bygges. Han grundlagde byen Granada samme år klinet op ad Los Xaltevas, en del af Chorotegas-folket indvandret fra Mexico i de første indvandringsbølger omkring 800 år tidligere.

Senere anlagde han Leon, nu Gamle Leon, hvor hans rester blev fundet i 2000 - dog uden hoved. Hans chef, Davila, havde beordret Cordobas halshugget i 1526.

Spanske conquistadorer og deres slaver, tilsammen 52 personer, installerede sig i første omgang i byen Granada. I 1578 havde byen 65 indbyggere, heraf 35 kommandanter, omgivet af 8.000 indfødte. I dag bor her over 100.000 personer. Byen fik sit navn efter byen Granada i det sydlige Spanien, som havde været maurernes sidste holdepunkt inden de spanske konger fik kontrol over hele det nuværende Spanien. Byen har fået tilnavnet La gran Sultana, den store sultaninde.

 

Handelscentrum

Byen blev hurtigt handelscentrum for kolonimagten og som følge heraf også militært, kulturelt og religiøst centrum for Centralamerika. 

Det hele var indenfor rækkevidde. Guldminer, sølvminer, landbrugsprodukter som majs, tomater, kakao, tobak, kvæghold og huder, fiskeri osv. Varer fra Europa og Sydamerika fandt vej til regionene via Granada. Økonomien blomstrede og byen blev en konservativ politisk hjørnesten. Byen blev kendt viden om for sin velstand. 

Nok så meget monopolhandel kunne ikke holde piraterne på afstand. Tværtimod. De blev ved med at komme tilbage. Alene mellem  1665 og 1670 blev byen overfaldet tre gange af engelske, hollandske og franske pirater. I 1665 var det korsaren Juan David fra Jamaica der med sine 90 mand overfaldt byens huse, et efter et. Selv danske pirater skal have sejlet op ad floden og hærget løs.

Spaniolerne svarede igen ved at bygge kostbare forter både langs floden, ude i søen og i selve Granada by. Bygningsværker og kanoner kan stadig ses. Toldbygningen står fortsat ved molen og Malecon - flankeret af kanoner.

Guldfeberen i Californien omkring 1848 gjorde floden San Juan og Nicaragua søen til trafikknudepunkt i den mest brugte rute mellem USAs øst- og vestkyst, hvor der kun manglede 17 km med muldyr og kærre for at komme ud til Stillehavet. Den amerikanske forfatter Mark Twain skrev om sine erfaringer efter at have prøvet ruten. Efter oprettelsen af en jernbaneforbindelse i 1855 i Panama faldt betydningen af ruten.

Amerikaneren William Walker og hans filibuster-hær erobrede Granada i 1855, - og brændte den i 1856 ned til grunden.

Men byen genrejste sig igen. Byen var den vigstigste import- og eksport havn (selv om den ligger midt inde i landet). Det var herfra jernbanen blev anlagt. Det er byen, som har leveret så mange præsidenter og kulturelle personligheder.

  

   

Den store kanal

Planerne  i anden halvdel af det 19. århundrede om en interoceanisk kanal gjorde igen Nicaragua til centrum for hele verdens intense opmærksomhed. Denne opmærksomhed trådte imidlertid i baggrunden med åbningen af Panama-kanalen i 1914, omend USA samme år sikrede sig rettighederne til at bygge en kanal i Nicaragua. Det var dog mest for at hindre at andre skulle gøre det.

Men med Nicaraguas nye planer i 2013 om en ny interoceanisk kanal er Nicaragua-søen og Granada igen kommet i centrum for alverdens debatter. Planerne er at skibene ikke længere skal sejle op ad floden San Juan, men følge en rute længere mod nord, omend stadig krydse Nicaragua-søen syd for Ometepe. 

Der foregår fortsat en intens kamp i Granada. Konservative, liberale og sandinister kæmper om at erobre sindene. Fra at have været en konservativ højborg regerer i dag sandinisterne. Kommunalbestyrelsen vil have byen anerkendt af Unesco som bevaringsværdig for menneskeheden. Katolikker, evangelister, mormoner og utallige andre sekter vil erobre sjælene. Alskens NGOer - der er over 60 af slagsen, som arbejder for alverdens gode formål - vil ændre folks vaner. Gadesælgere og restauratører kæmper om turisterne pengepung.

Men stoltheden lever videre i Granada. Historien kan man ikke tage fra kolonibyen.

phr