Menu

Den himmelstormende kirkegård i Granada

Foto af PrebenMultiMedia.com
Foto af PrebenMultiMedia.com

Det lyder måske underligt i første omgang, men kirkegården i Granada er et besøg værd. Ved udfaldsvejen mod Nandaime ligger Nicaraguas flotteste kirkegård, som nærmest fremtræder som en by i sig selv, der vidner om det bedre borgerskabs storhed og fortid.

Imponerende gravmæler, mausolæer, kapeller, søjler, statuer, himmelstræbende kors, Kristusfigurer, hyldelster til Jomfru Maria, engle en masse, blomsterdekorationer og lange grav-alleer kæmper om de levendes opmærksomhed.

På højre hånd finder man hurtigt en mindeplade, som oplyser navnene på de 9 præsidenter, som ligger begravet på denne kirkegård og deres regeringsperiode oplyses. 

  

  

Ligefrem er det umuligt ikke at få øje på det store kapel, La Capilla de Las Ánimas, bygget efter en skitse fra 1871 af Teodoro Emilio Hock med tydelig inspiration fra de neoklassisistiske græske templer og Magdalena fra Paris. Kapellet med hjørnesøjler og trekanten på fronten er udhugget i sten og bygget med materialer fra bjerget Posintepe, som ligger syd for byen. Byggeriet startede i 1880’erne, gik i stå flere gange og blev først afsluttet i 1922.  

Bygmesteren var især granadineren Carlos Ferrey Aragón. Andre af hans værker kan ses i Convento de San Francisco, la Iglesia de La Merced, los Muros de Xalteva, la Plaza de la Independencia, med flere. 

Der er næppe et andet sted i Nicaragaua, hvor der er samlet så mange tons marmor.  Alligevel er der ikke en trykkende stemning, hvor der ofte høre levende musik med blæseinstrumenter og trommer. Kirkegården besøges livligt af efterkommere og arvinger og er overfyldt på de Dødes Dag, den 2. november.