Menu

Kærlighed og musik i parken

Ubestideligt byens centrum. Stedet hvor man kan sætte sig og købe lidt at drikke eller spise og kigge på folk. Tæt på Katedralen, springvand, musikkiosken, hestevogne, hoteller og La Calzada. Her sælges kunsthåndværk, drikkevarer og de fire kiosker i hvert sit hjørne tilbyder diverse retter, herunder den berømte Vigoron, egentlig Tonico Vigoron, en styrkende ret serveret for slaver. Her krydser folks veje.

Men det er værd at stoppe op et øjeblik og hæfte sig lidt ved detaljerne i parken, som tidligere var byens Plaza de Armas. Her holdt William Walker parade med sine soldater.

Hvem var de danske pirater?

I den lille by El Castillo ved floden Rio San Juan i det sydlige Nicaragua finder man placeret mellem floden og det koloniale spanskbyggede fort et skilt med teksten: ”I 1640 sejlede franske og danske pirater op ad floden San Juan”.

Det med de franske pirater er velkendt. En af de mest berygtede pirater var Jean David Nau - ofte kaldet Francois l’Ollonais. Det med de slemme hollandske pirater er velkendt. Byen Bluefields ved Den Caribiske Kyst er opkaldt efter piraten Blauveldt eller Bleeveldt. Men hvem var de danske pirater, der sejlede op ad Rio San Juan??

Den himmelstormende kirkegård i Granada

Det lyder måske underligt i første omgang, men kirkegården i Granada er et besøg værd. Ved udfaldsvejen mod Nandaime ligger Nicaraguas flotteste kirkegård, som nærmest fremtræder som en by i sig selv, der vidner om det bedre borgerskabs storhed og fortid.

Imponerende gravmæler, mausolæer, kapeller, søjler, statuer, himmelstræbende kors, Kristusfigurer, hyldelster til Jomfru Maria, engle en masse, blomsterdekorationer og lange grav-alleer kæmper om de levendes opmærksomhed.