Menu

Han hed Salvador Mendoza

Han hed Salvador Mendoza

Omkring en trediedel af Nicaraguas befolkning kan ikke læse og skrive. Op imod halvdelen af befolkningen på landet er analfabeter. Nogle af dem kan skrive deres navn, handle produkter o. lign. For dem som går i skole er det sjældent at skolegangen når længere end til de fire år.

Efter den berømte alfabetiseringskampagne i starten af 1980erne under sandiniststyret, hvor næsten alle lærte at skrive, så er det gået tilbage i 1990’erne. Og ingen tør benægte problemet.

Det nordlige, bjergrige Nicaragua er et kaffedyrkningsområde, hvorfor kaffekrisen og de faldende priser har ramt hårdt og i fire år uløst de berømte ”Las Tunas aktioner”. Nu er priserne stigende, men produktionen er faldet drastisk. Så den økonomiske krise især for landarbejderne er fortsat barsk.

Den findes få store medier i Nicaragua, men en hel masse små lokalradioer som unden nogen som helst støtte kæmper for at overleve på alverdens måder.

Af Preben Høeg Rasmussen

I starten af 90'erne besluttede en musiker at starte en lokalradio i Matagalpa. Sandiststyret havde mistet regeringsmagten og neoliberalismen væltede ind over landet.

Salvador Mendoza havde mistet en finger og kunne ikke længere spille sit instrument. Han startede en lokalradio med det besynderlige navn RadioYes. Ikke som en hyldest til det engelske sprog, men til den amerikanske rockgruppe med samme navn. Som tidligere aktiv ungsandinist var der aldrig tvivl om hans politiske ståsted. Med en ekseptionel energi, gåpåmod, kreativitet og forretningssans lykkedes det i løbet af nogle få år at skabe den mest succesfulde lokalradio i Nord-nicaragua. Masser af udadvendte aktiviteter, mobilisering til de store manifestationer, fester i gaden og busture til Managua til revolutionsdagen den 19. juli.

Radioen har en ualmindelig bred programpolitik. De nyeste hits præsenteres med arrogance, men der er også plads til evergreens, ja selv til et jazzprogram (meget sjældent i Nicaragua). Der findes ikke en bonde i Nordnicaragua som ikke kender deres program fra kl. fem til syv om morgenen og fra kl. 17-19 om aftenen. Det er et hilsen program med musica campesina, musik fra landet. Man kan ikke opholde sig fem minutter på radioens forkontor uden at se folk komme ind for at lægge hårdt sammenfoldene meddelelser ned i den store boks. ”Tante Ana, jeg ligger syg på hospitalet i Matagalpa, bring mig noget mad, helst bønner med ost, - rigeligt med ost, Tante Ana, jeg er syg”. De to studieværter kæmper hårdt for at tyde krussedulerne, de skal igennem flere hundrede meddelelser i hvert program, hver dag.

For tusindevis af mennesker på landet er radioen den vigtigste kommunikationsform. De færreste har elektricitet. Vejene er få og elendige, selv på hesteryg kan man ikke komme frem – hvis alle da havde en hest. Det kan være en dags-march til fods at komme til den nærmeste busrute, som går ind til den nærmeste by.

Den lille, batteridrevne radio tændes fra morgenstunden straks folk står op ved fire-fem-tiden. Der er ikke penge til at købe kød hver måned, men til batterier skal der være råd.

Salvador Mendoza var syg og havde det med at besvime, mens han gik på gaden. Det kunne ikke holde ham inden døre. Han købte en stor tre-hjulet cykel til en voksenperson og fræsede konstant byen rundt. Med sine elskede, sorte Che-Guevara T-shirts, store øreringe og halsringe var han letgenkendelig i gadebilledet altid hilsene til højre og venstre.

Han led af kræft og i 1999 havde han sparet penge nok sammen til en rejse til Cuba for at blive undersøgt og behandlet. Han kom sig dog aldrig rigtig over sygdommen og døde i 2004.

Radioen lever i bedste velgående og laver nu også TV, som siden er blevet lansddækkende under navnet Yes TV.

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os