Menu

Den lille bonde ved noget om dansk kaffesmag

Den lille bonde ved noget om dansk kaffesmag

Man kan godt erobre et hjørne af verdensmarkedet, selvom man kun har en halv hektar jord. Israel García er 27 år og kasserer i kaffekooperativet Denis Gutiérrez i byen San Ramón i Nicaraguas kaffedepartement, Matagalpa. Kooperativet har 49.7 hektarer jord, Israel García ejer en halv. Det er ikke meget, men kaffebuskene står velnærede på den velholdte jord, spirende frø vandes to gange om dagen og plantes ud, når de har vokset sig stærke nok.

Tekst: Eva Rasmussen. Fotos Preben Høeg Rasmussen, 21. april 2006

Denis Gutiérrez kooperativet er et resultat af 1980ernes sandinistiske landbrugsreform, og Isarael Garcías forældre har været med fra starten.

"I mange år solgte vi kaffen til mellemhandlere, der kom forbi. Men, de betalte mindre end høsten kostede os, så vi havde hverken råd til at spise tre gange om dagen eller til at forny kaffebuskene", fortæller Israel García. 

Samarbejde

Da mange kooperativer var i samme situation som Denis Gutiérrez, begyndte bondeorganisationen UNAG, som Mellemfolkeligt Samvirke arbejder sammen med både på landsplan og i Matagalpa og andre departementer, at organisere dem i kommunale sammenslutninger, UCAer (Sammenslutninger af Landbrugs Kooperativer).

"Det gav bedre priser, men det var stadig mellemhandlerne, der tog det meste af fortjenesten", fortæller Blanca Molina, der er administrerende direktør i UCAen i San Ramon.

"Vi snakkede sammen i UNAG og blev klar over, at vi ikke var de eneste, der tjente for lidt på vores kaffe. Derfor stiftede vi i 1997 med hjælp fra UNAG i Matagalpa salgskooperativet CECOCAFEN, Centret for Nordlige Kaffekooperativer.

"Vi fik afskaffet mellemhandlerne, men det var ikke nok", fortæller Blanca Molina, der også er forkvinde for CECOCAFEN. "Vores kaffe skulle have et kvalitetsløft, hvis vi skulle gøre os gældende på det internationale marked, og vi var nødt til at specialisere os, finde nogle nicher i markedet." 

Tillid giver succes

CECOCAFEN sælger kaffe for 2100 små kaffebønder i Matagalpa, og der findes lignende salgskooperativer i flere andre departementer. Bønderne dyrker gennemsnitligt 2,5 hektarer kaffe, men de mindste har ligesom Israel García kun en halv hektar.

"Salgskooperativerne har gjort op med to udbredte myter i Nicaragua: Myten om at kooperativerne ikke er effektive, og myten om at småbønder ikke kan gøre sig gældende som kaffeeksportører", mener Santiago Dolmus, der er ansvarlig for CECOCAFENs undervisnings- og kommunikationsprogram.

Den væsentligste grund til successen er efter hans mening kaffebøndernes livsholdning. Den tillid, de har til hinanden. "Når vi sætter os et mål, er der tale om noget, der kommer alle til gode. Bønderne satser på deres kooperativer og prøver at gøre dem stærkere og stærkere. De ser kooperativerne som et langsigtet projekt", slår Santiago Dolmus fast.

En anden og væsentlig del af opskriften på succes er alliancer med firmaer samt fair trade og andre organisationer. "Vores samarbejde med Kaffeklubben i Danmark er et eksempel på, hvordan alliancer kan åbne nye markeder og give muligheder for større fortjenester. Et andet eksempel er fair trade kunderne, der betaler en overpris, som vores kooperativer investerer i stipendier til de unge unge og sociale arbejder. I Europa har vi allierede i Danmark, Holland, Belgien, Frankrig, Tyskland og Spanien, men vores største marked er USA."

Israel García: "I mange år solgte vi kaffen til mellemhandlere og havde ikke råd til at spise tre gange om dagen." 

Den udsøgte kop

Nicaraguansk kaffe er mørk og aromatisk og hver eneste bønne er håndplukket.

"Kun de allermest mørkerøde bær går til eksporten", fortæller Israel García. "Resten bliver solgt i Nicaragua."

Da en overproduktion af lavkvalitetskaffe fra Vietnam i årene omkring årtusindskiftet slog bunden ud af kaffepriserne, stod det klart, at den eneste overlevelsesmulighed for de nicaraguanske kaffebønder var at satse på specialisering og kvalitet.

Salgskooperativer, UCAer og produktionskooperativer fra hele Nicaragua stiftede i 2003 CAFENICA, der både skulle kortlægge, hvilke kaffetyper europæere og nordamerikanere har lyst til og forsøge at påvirke småbøndernes produktions- og afsætningsvilkår.

"Første opgave var at skaffe kontakter. Derefter sammen med dem at analyse markedet. USA er vores vigtigste marked. Både på grund af størrelsen og kundernes interesse for at købe specialkaffe", fortæller Martha Estela Gutiérrez, der er administrerende direktør for CAFENICA.

"Vores eskportstrategi er at sælge differentieret kaffe. Vi skal vide, hvad kunderne gerne vil have. I øjeblikket sælger vi: Kaffe fra et specifikt lokalområde, fair trade kaffe, økologisk kaffe, gourmet kaffe og specialkaffe, der er afpasset særlige kundeønsker. Vi har f.eks. en produktionslinje, der tager særligt hensyn til fuglevelfærd", fortæller Martha Estela Gutiérrez.

CAFENICA arbejder desuden både på nationalt og internationalt plan for et retfærdigt marked for kooperativer, for at styrke de tilsluttede kooperativer samt for at stadardisere kvalitetskontrollen.

Hvert år holdes der en kvalitetskonkurrence "den udsøgte kop" (Cup of Excelence), hvor udenlandske kaffesmagere vælger den bedste kaffe. CAFENICAs medlemmer er altid repræsenteret i finalen.

 

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os