Menu

Gode råd ved rejse til Nicaragua

Gode råd ved rejse til Nicaragua

Pas. Man skal selvfølgelig have et gyldigt pas. Ofte skal det være gyldigt 6 til 12 måneder efter den dato man indrejser i landet. 

Visum. Man skal som dansker ikke have visum for at rejse som turist i op til 3 måneder i Nicaragua, Honduras, El Salvador og Guatemala, som udgør ét samlet pasområde, kaldet CA-4. Der kan søges forlængelse én gang (for yderligere tre måneder) eller man kan rejse ud af pasområdet (dvs. ud af de fire lande) og efter tre dage rejse ind igen. 

Dokumenter. Tag kopier af alle dine vigtige dokumenter. Rejs med dine dokumenter fordelt på flere steder. Lad nogle hjemme have kopier af dine vigtige dokumenter såsom pas, kørekort mm. Send desuden kopier af dine dokumenter til din egen e-mailadresse, så du altid har adgang til dem. Du kan få brug for dem !

Rejse via andre lande. Man skal passere andre lande på vejen. Vi skal opfordre til at du checker reglerne for USA, hvis der er mellemlanding der. Dit pas skal være ”elektronisk læsbart”. 

Rejseforsikring. Det anbefales helt klart at tegne en rejseforsikring, fra udrejse til hjemrejsedag, da det Gule sygesikringsbevis ikke gælder her. 

Penge. Her bruger man Córdobas, som kun kan købes (og bruges) i landet. 

Veksle. Medbring USA dollars (og medbring nu rigeligt). Euro kan også veksles, men er ikke nær så udbredte her. Dollars kan derimod veksles overalt både i banker og på gaden til nogenlunde de samme priser. I turistområder kan man betale med dollars. 

Kreditkort. Man kan sagtens bruge f.eks. Visa-kort her. Det er vældig praktisk. I store butikker kan man betale direkte hermed. Og i alle banker i alle byer kan man medbringende sit pas hæve kontanter både i dollars og córdobas. Desuden findes hæveautomater. 

Prisniveau. Generelt er alting billigere her, dog kan man selvfølgelig godt bruge penge, men de strækker længere her. 

El. Man bruger 110 volt og man bruger andre stik – to flade – end i Danmark. 

Vaccinationer. Der kan være ændringer i rådgivningen og man bør derfor kontakte Seruminstituttet eller sin læge for at få de aktuelle anbefalinger. Nogle gange vil de spørge om man skal opholde sig i særlig fjerne bjergområder. 

Myg. Kan være et generende problem, medbring myggebalsam og creme som lindrer ved insektbid.  Kan købes i landet.

Solcreme. Og aftersun lotion kan være godt at medbringe solen skolder mest ved havet og brænder ikke voldsomt i resten af landet. Kan købes her i landet. 

Medicin. Bruger man særlig medicin skal det selvfølgelig medbringes. Medbring Imodium til diarré, maveproblemer kan være et problem. Yoghurtpiller o. lign. er spild af penge, der skal kraftigere midler til. Medbring evt. hovedpinepiller. 

Internet. De fleste hoteller og hostels har internetadgang. Også trådløst. I alle byer findes internetcafeer, som er ganske billige. I parker i flere og flere byer er der gratis Wi-Fi.

Tøj. Her er varmt året rundt. Det spænder fra en god dansk sommer til dansk hedebølge. 25 – 37 grader typisk. Her hersker udpræget fænomenet med mikroklimaer, dvs. visse områder er næsten altid ekstremt varme (f.eks. hovedstaden Managua. León, Chinandeaga, Stillehavskysten), behageligt (Matagalpa, Estelí, Jinotega) til bjergområder, hvor der kan være køligt om aftenen, dvs. en jakke kan være godt. Husk badetøj, sandaler, et par gode travesko til bjergene, T-shirts, generelt sommertøj, praktisk tøj, cowboybukser, en hat - eller som man går med her: en kasket – er nødvendigt. Kan købes her i landet. 

Regnvejr. Det er regntid fra maj til december måned. Det kan regne voldsomt, men oftest en eller to timer om eftermiddagen. Det bliver ikke koldt, selv om det regner og man tørrer hurtigt igen. Omkring oktober måned er der flest orkaner og voldsom regn. Det regner stort set ikke fra januar til maj, som kaldes sommer.

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os