Menu

Granada – byen i orkanens øje

Granada – byen i orkanens øje

Farverige huse, hyggelige gader med alt i gå-afstand, masser af restauranter, hostels og hoteller, det historiske centrum med bygninger fra kolonitiden, den enorme Nicaragua-sø, 363 små øer, Mombacho-vulkanen, naturreservater, nattelivet i La Calzada-gaden, hestevognene, museer, katedralen og kirker fra kolonitiden og hele det historiske vingesus, man fornemmer blot ved at vandre rundt i byen. Men undersøger man tingene en smule bliver oplevelsen større.

Det er nogle af grundene til at Granada er byen, som stort set alle turister valfarter til, når de kommer til Nicaragua.

Granada var den første by på det amerikanske fastland, som spaniolerne anlagde, da de i 1524 med fynd og klem trængte ind i kontinentet. Ved at sejle op ad den 200 km lange flod Rio San Juan fra Det Caribiske Hav og krydse Nicaragua-søen, Cocibolca, fandt de den egnede bugt i det ferske hav, her havde man fundet det perfekte udgangspunkt for erobringen. Herfra skulle den nye verden bygges. 

Byen fik sit navn efter byen Granada i det sydlige Spanien, som havde været maurernes sidste holdepunkt inden de spanske konger fik kontrol over hele det nuværende Spanien. Granada i Nicaragua har fået tilnavnet ”den store sultaninde”. 

Byen skulle være en mønsterby med lige gader og et klart centrum, som byen kunne vokse ud fra. Den ”spanske firkant” som byplanlægningsmodel blev sat ud i livet og siden brugt i tre hundrede år i hele Amerika. Byen blev anlagt klods op ad Xalteva, hvor indbyggere fra Chorotega kulturen boede.  

Byen blev hurtigt handelscentrum for kolonimagten og som følge heraf også militært og religiøst centrum for Centralamerika. 

Det hele var indenfor rækkevidde. Guldminer, sølvminer, landbrugsprodukter som majs og tomater, kvæghold, fiskeri osv. Økonomien blomstrede og byen blev et kulturelt centrum og en konservativ politisk hjørnesten. Byen blev kendt for sin velstand. 

Nok så meget monopolhandel kunne ikke holde piraterne på afstand. Tværtimod. Alene mellem  1665 og 1670 blev byen overfaldet tre gange af engelske, hollandske og franske pirater. Selv danske pirater skal have sejlet op ad floden og hærget løs. Spaniolerne svarede igen ved at bygge kostbare forter både langs floden, ude i søen og i selve Granada by. Bygningsværker og kanoner kan stadig ses. 

Guldfeberen i Californien omkring 1848 gjorde Nicaragua til trafikknudepunkt i den mest brugte rute mellem USAs øst- og vestkyst. Planerne om en interoceanisk kanal gennem Centralamerika øgede Granadas betydning. 

Efter uafhængigheden fra Spanien i første halvdel af 1800-tallet lå Granada i konstant rivalisering med den anden store by, Leon længere mod nord, om det politiske lederskab. Hvem der var landets hovedstad skiftede flere gange. 

Desperate for at vinde borgerkrigen sendte Leon i 1850 bud efter William Walker, hvilket udløste en sand katastrofe ikke bare for Granada, men for hele Nicaragua. 

Bagkloge forenede ikke bare Granada og Leon sig, men hele Centralamerika gik i krig mod filibusterne. Overmagten blev ham for stor og han besluttede at sætte Granada i brand. ”Her var Granada”, skrev han! Det meste af byen brændte ned og måtte genopbygges. 

Senere besluttede man at gøre den lille landsby Managua til hovedstad. Men stoltheden lever videre i Granada. Historien kan man ikke tage fra kolonibyen, som fortsat er blandt håndfulden af landets største byer.

Somoza-tiden og den sandinistiske revolution i 1979 satte sine spor, men byen blev ikke nær så slemt ødelagt som f.eks. Leon.

I dag er byen en hovedturist attraktion i Nicaragua og mange udlændinge har slået sig ned i byen og bidraget til restaureringen af de mange flotte koloniale og nyklassisistiske bygninger. Masser af sprogskoler giver undervisning i spansk.

Konservative, liberale og sandinister kæmper om at erobre sindene. Katolikker, evangelister, mormoner og utallige andre sekter vil erobre sjælene. Alskens NGOer, som arbejder for alverdens gode formål, vil ændre vanerne. Mest af alt vil dog gadesælgerne tjene en skilling. Som så mange andre. 

Granada indbyder fortsat til ”erobringer” som af den smukke natur, med vulkaner, den store sø med mange fugle og fiskearter, Las Isletas, Ometepe, laguner og meget andet indenfor rækkevidde. Desuden er Granada et godt udgangspunkt for at besøge steder som Masaya, Laguno de Apoyo og Managua.

phr

Du kan få meget mere at vide om Granada ved at besøge:

Granada, Nicaragua - dansk portal

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os