Menu

Mit første år i Nicaragua

Mit første år i Nicaragua

Her sidder jeg så .....

Den 10. marts 2003 i bar overkrop med et glas vin i den ene hånd og et foto fra Danmark i den anden hånd. Tankerne flyver af sted. Jeg sidder og lytter til musik fra hjemlandets vemodige kyster på musikanlægget. Tænker på dem derhjemme, på kulden, de skiftende årstider, den nye regering, de mange gråvejrs dage, regn og blæst, skattesystemet, håbet om forår – som helt sikkert vil komme.

Ovenstående er fuldstændigt rigtigt, i hvert fald det med vinglasset.

Og det skal man lægge mærke til – for det er faktisk meget sjældent at jeg drikker vin. Det er faktisk mange måneder siden. Man kan godt købe vin her i landet, men den er sjælden særlig god, og faktisk skal jeg helt ind til hovedstanden for at finde én jeg kan lide. Så det har en særlig årsag, at jeg drikker vin i dag. Og hvorfor skulle man drikke vin, når en glimrende flaske rom koster mindre end en middelmådig flaske vin?? Faktisk drikker jeg heller ikke så meget rom – og det er ikke rommens skyld – men mere det, at jeg hver dag skal styre min kæmpe firehjuls-trækker 7 kilometer ud på landet til en dejlig oase med masser af blomster, palmer og en indendørs temperatur om aftenen på 25-27 grader.

 

Rødvinen skyldes at det i dag er ét år siden, at jeg kom til Nicaragua, jeg har nu boet et år i dette mærkelige land med vulkaner, store søer, mestizer, uberegnelige smukke damer, som alle mener de har regnet den ud, kroniske svindlere som ved de har regnet den ud, en by med mangel på vand, bønder som vi prøver at få til at tjene penge, elendige veje som graves op og dækkes til i en uendelighed, projekter for alle livets facetter, livsglad musik i radioen, masser af solskin, en storslået natur med endeløse bjergområder, åbenlys fattigdom med folk som bor under opspændte plastiksække, folk som lever udmærket i byerne og besøger deres fincaer på landet en gang i mellem, der er ikke ligeså mange indtægter som tidligere, men heller ikke længere så mange udgifter, da landarbejderne ikke får løn, cheles (udlændinge) som må være mistænksomme (på grund af alle deres penge), men smiler indsmigrende, folk som vil have et lift, folk som elsker alt hvad der er gratis, folk som hellere vil bondetampe sig til 20 dollars én gang i stedet for at tjene 10 dollars hver dag, folk som mener at jord er verdens bedste investering, folk som mener det er en menneskeret at snyde sig foran i køen, folk som elsker sentimental musik, som her går under navnet romantisk musik og findes i to versioner: lykkelig kærlighed og ikke mindst ulykkelig kærlighed, folk som elsker at danse og more sig, kvinder som får deres første barn omkring de 16 år, det andet omkring de 17 år, det tredje . . . noget senere, husstande hvor over halvdelen har en kvinde som eneforsørger, folk som lægger ud meget genert og forsagt og bagefter ikke er til at stoppe, folk som kigger på livet gå forbi, folk med store smil og sølv i mund, velmenende folk med bagtanker, mænd med knaldsort hår og kvinder med alskens rødlige nuancer og et kæmpe salg af hårfarve i selv de fjerneste butikker, folk med dagligstuer, som sagtens kan bruges til et lille købmandsudsalg, et land som aldrig nogensinde vil vinde en eneste arkitektkonkurrence, men har gode chancer i skønhedskonkurrencer (et fænomen som stordyrkes på hver en skole, barrio og hver en flække), social kapital kan betyde mange ting, et folk som mener det skal være Påske for at man kan tage til havet og bade, et folk som synes at det er svært at sætte ting i værk uden først at få en kredit, et land hvor bankerne ivrigt genopbygger deres image efter syv bankkrak, et land hvor børn tigger penge udenfor butikkerne, et land hvor ethvert supermarked og bank har bevæbnede vagter, et land som overvejer hvad man skal gøre med kaffekrisen og ikke mindst nu i denne måned hvor kaffehøsten er slut for i år, et land hvor det første man tænker på, når et arbejde skal udføres er at få nogen til at lave det for sig, et land hvor ærekære og fagstolte håndværkere er en mangelvare, et land hvor halvdelen mangler arbejde og andre arbejder fra tidlig morgen til aften for bagefter at gå i aftenskole for at studere videre, et land hvor alle siger de elsker deres børn, men sjældent bor sammen med dem, et land hvor staten forbyder abort og kirken tordner imod abort, et land som har prøvet diktatur, revolution, borgerkrig, invasioner, forladthed, udlandsgæld og neoliberalisme. Et land hvor der altid er nogen under én selv. 

Preben Høeg Rasmussen, den 10. marts 2003, Matagalpa, Nicaragua.

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os