Menu

Nu bor jeg i Nicaragua

Nu bor jeg i Nicaragua

Hovedstaden

Jeg ankom til Managua, Nicaraguas hovedstad, den 10. marts 2002 en sløv søndag eftermiddag. Byen er meget udstrakt, der er ikke mange huse over to etager. Byen oplevede et jordskælv i 1972, som stort set jævnede byen, minus en håndfuld huse, med jorden. Der er ikke noget egentligt centrum, men diverse markeder, indkøbscentre mv. og endeløse rækker af enkle og primitive huse. Gadenavne er et ukendt fænomen. Man omtaler et fix-punkt: en rundkørsel, en plads, en tankstation, et Pepsiskilt, et biludlejningsfirma og så siger man toenhalv gade ned mod søen. Værre bliver det når du spørger om vej og man så bruger et referencepunkt, såsom teatret – altså det teater som lå der inden jordskælvet – så føler man sig lidt fortabt.

Managua er varm, - for varm. Og tør. Man kan ikke holde møde i et lokale uden aircondition. Jeg kunne ikke sove på hotellet uden aircondition. Jo, prøv nu. Ti minutter efter måtte jeg tænde igen. Når man kommer fra Guatemala kan man ikke undgå at lægge mærke til at her er ingen indianere – indfødte. Men det er der selvfølgelig. Her går alle i det samme, afslappede tøj. Alle taler det samme sprog. Det virker som en homogen kultur, jeg taler ikke om sociale forskelle. 


Min bil – den grønne larve 

Jeg har fået en splinterny bil. En Toyota High Lux 4-hjuls trækker, diesel. Den minder om en krydsning mellem en traktor og en russisk tank. Foran er der ikke en kofanger, men en tyrefanger. Det er en slags bjergbestigningsøvelse at komme op i den. Til gengæld har man godt overblik, når man først sidder der. Den har dobbelt kabine og et lad bagtil. Der kan såmænd sidde mange mennesker der, recorden er 22. Den har aircondition og en smart radio.

 

Min nye hjemby – Matagalpa

Det var med nogen spænding at jeg kørte godt to timer mod nord fra hovedstaden for at komme til Matagalpa, den by hvor jeg skulle bo.

På vej ud af hovedstaden kommer man forbi Zona Franca, et frihandelsområde, hvor koreanere og kinesere har sat en stor tekstilindustri op, og hvor 14.000 arbejder, så der er altid trafiktrængsel. På venstre hånd ligger den store Managua-sø, som desværre er så forurenet, at man ikke kan bade i den endsige fange fisk. Man aner en af landets 40 vulkaner tæt på hovedstaden, - og den er aktiv, men som de siger: Der er jo vand imellem vulkanen og hovedstaden! 

Det går fint ud af den Pan-amerikanske highway, ny asfalt, rolig trafik. Efter halvanden time drejer man fra mod Matagalpa og nu kan der være op til 10 meter mellem hvert vejhul. Byen ligger i en dal, vi er i landets vigtigste kaffedyrkningsområde, kaffeanlæg ligger langs vejen, vejen går opad og landskabet bliver grønnere. Byen ligger fredeligt i en dal. Der er ikke meget vand i floden, men det ser ud som om at det kommer der. Der skulle bo 80.000 i byen, men selve byen er ikke særlig stor, men til gengæld har folk slået sig ned i hytter med bliktage op ad bjergskråningerne, som er så stejle at biler ikke kan køre derop. Her bor flertallet. Det ser yndigt ud når en ”matagalpina” i højhælede sko med museskridt forsigtigt stiger ned mod byen. Jeg får hele tiden at vide, at pigerne i byen er de flotteste i landet. Efter at have hørt det flere gange, besluttede jeg, at jeg ikke vil laste byen herfor. 

Der er mangel på vand, men kommunen arbejder bogstaveligt talt i døgndrift for at lægge nye vandrør og kloaksystem, så der er vejspærringer og omkørsler hele tiden og hver dag nye omveje. Alting foregår i roligt tempo. Folk er venlige og kigger nysgerrigt på én, her er meget få turister. Jeg føler mig godt tilpas her. 

Det er ikke så svært at finde rundt i byen endda. Der er to ”plazaer”, med hver sin store kirke. Mellem de to pladser går der to veje parallelt, den ene hedder bankgaden – det er der man først går hen, den anden hedder forretningsgaden, her kan man så bruge sine penge. Jeg får stolt fremvist byens to supermarkeder. Ellers består gaden mest af forretninger, som ihærdigt prøver at sælge så mange forskellige ting som muligt i samme butik. Møbler, komfurer, radioer, tøj, shampoo, plastikting osv. Det er svært at finde en forretning, som både har dybe og flade tallerkner i samme stil. Men jeg får da købt en seng den første dag.

 

Hist hver vejen slår en bugt … 

Mit hus ligger syv kilometer uden for byen og jeg måtte overgive mig da jeg så huset. Udenfor er der en dejlig have og så kan jeg gå tur på fincaen og kigge på kaffebuske på række under avokadotræer. Jeg fik en klase grønne bananer ved indflytningen, den er blevet hængt op i en snor, så modnes de nedenfra, og man plukker dem bare. Det er længe siden jeg har spist så mange bananer. Deres mangoer er til gengæld syrlige, men for 1-2 kr. kan man købe de herligste friske mangoer, jeg nogensinde har fået. 

Fuglelivet er et kapitel for sig. Over dalen svæver store rovfugle med splittede vinger, kolibrier checker buskene hver eftermiddag, fugle med gule haler spiser bananer, nogle sover om dagen og synger om aftenen, andre skræpper bare op. Cikaderne kan man ikke slukke for.

 

Mine naboer 

Lige på den anden side af indkørslen bor Javier og hans kone Melba og deres tre børn, de har tre hunde, en papegøje i køkkenet og en flok høns. Her i landet har de fattigste stampet jordgulv, middelklassen cementgulv og de bedst stillede flisegulv. Jeg har flisegulv og de har cementgulv. De er ansat til at passe fincaen, nu skal de så også passe på mig. Det er de glade for. Melba vil meget gerne gøre rent, vaske tøj og lave mad til mig. Nu får vi se. 

Det har lige været Påske, landets højtid, hvor det åbenbart gælder om at bade. Melba havde aldrig været ved havet og det var fem år siden Javier havde været der. Så Langfredag blev bilen pakket med frugt og mad, badetøj og håndklæder, af sted gik det med Melba og Javier, deres tre børn – og så lige en fætter og på ladet en svoger til Javier. Stakkels mand: 2 x 3½ timer på ladet af pick-up’en. Han havde godt nok glemt badetøjet, men han kom da i vandet alligevel. Melba var ikke til at få med hjem, så hun fik solstik. En herlig flot bred strand med bølger, der vælter enhver omkuld.

 

Don Antonio 

Da jeg købte sengen havde jeg svært ved at forklare, hvor den skulle sendes hen. Men da jeg i møbelforretningen fik nævnt at det var Antonio Rizos hus, så vidste pludselig alle hvor det var. Alle kender min udlejer Don Antonio, han ejer tre fincaer og har syv børn, hvoraf nogle har børn. Han boede under Sandiniststyret i Guatemala (hvor han også har et hus) og har været medlem af Parlamentet. På Unag-kontoret, hvor jeg arbejder, kigger de sigende på mig og siger, at han er liberal! Han bor ikke på nogle af sine fincaer, men inde i byen, hvor hans hus fylder en blok, som alle beskriver det, dvs. fra ét gadehjørne til det næste. Han har været hjælpsom og lånt mig nogle af sine møbler. Han har endnu et hus på Quinta Fatima. Da bilen ikke kunne komme ind under halvtaget uden at der blev fjernet en søjle, så blev den fjernet dagen efter.

 

T-shirt vejr 

Det bedste her er klimaet. Aldrig i mit liv har jeg oplevet et mere behageligt klima. I Managua og ved kysten er det for varmt. Men i Matagalpa, som ligger 700 meter oppe i bjergene….

Om morgenen skinner solen og det er friskt og dejligt. Hen mod kl. 11 bliver det varmt indtil ved 4-5 tiden. Måske 2-3 grader for varmt, men det er jo også sommer, siger de. Så kølner det lidt, og selv når det bliver mørkt efter kl. seks er det fortsat T-shirt vejr. Døgnet rundt. Hvor jeg bor er der hverken brug for aircondition eller varmeapparater. Aftnerne er simpelthen skønne.

Det kan godt regne (mest om natten), men det bliver ikke koldt. Fra maj begynder vinteren, dvs. regntiden, men det skulle stadig være lunt.

Preben Høeg Rasmussen

”Quinta Fatima”, Matagalpa, Nicaragua

Maj 2002.

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os