Menu

Danesita, Don Pedro og Sandino

Danesita, Don Pedro og Sandino

Danskerne der fulgtes med Sandino. Endelig, efter flere års research: Der er det, doktorens hus - lige der foran mig midt i Masaya, den smukke gamle by lidt syd for den centralamerikanske stat Nicaraguas hovedstad, Managua. Doktoren - Humberto Alvarado Vasques - er der ikke. Han døde for mange år siden, i 1976.

Firs år er der gået, siden der sidst var danskere i det hus. De er også døde - Majken Borring, der var praktiserende læge i Hvidovre, og Peter Koefoed, der var administrerende overlæge ved Grenaa Sygehus. Det vil sige, dengang i 1926 var de endnu ikke læger, de var unge medicinstuderende.

Trætte af studierne ved Københavns Universitet. På eventyr i Nicaragua i et år - et år, hvor de sammen med doktor Humberto Alvarado koncentreret kom til at opleve mere krig, lidelse, nød og død end nogensinde senere i deres liv. Et år, hvor de blev nødt til at fungere, som det, de gerne ville være: Læger.

Af Frede Jacobsen, 2006

 

Måneder med sult, sygdom, død og ødelæggelse

Det er den nicaraguanske doktors søn, Enrique Alvarado, generalsekretær i Sundhedsministeriet, der har bragt mig til huset, hans barndomshjem, hvor faderen praktiserede som læge til sin død - fra den dag, han vendte hjem i 1927 fra oprørshærens felttog gennem landet sammen med de to unge danskere.

Næsten et år var de undervejs med den liberale oprørshær ledet af den senere præsident Moncada og den mytologiske oprørsleder, general Sandino - i krig mod den konservative regerings USA-støttede hær. Ikke som krigere - skønt de alle tre fik officersrang - men som læger i oprørshærens Røde Kors. Det var lange måneder med sult, sygdom, død og ødelæggelse.

Uendelige vandringer gennem sumpe og tæt urskov, ugelange transporter i kanoer op ad floderne fra den caribiske kyst ind i landet for - mens de to lasede hære sloges mod hinanden - i døgndrift og stort set uden medicin eller hjælpemidler at operere, amputere, passe og pleje krigens lemlæstede ofre. Overnatning som regel under åben himmel. Madrationerne var få - nogle gange var de der slet ikke. Majken Borring har skildret felttoget i sin bog fra 1930: »Oprørsdage i Nicaragua«.

Fysisk og psykisk sled det hårdt på de to unge danskere, der helt bogstaveligt havde kuglerne piftende om ørerne, mens de forsøgte at tage sig af de sårede. Specielt i de stunder, hvor det gik hårdest til, var de næsten alene - kun sammen med den unge, nyuddannede nicaraguanske læge, Humberto Alvarado.

Når kuglerne i luften var flest, eller når regeringshærens to små flyvemaskiner bombede fra luften, så tog alle andre Røde Kors-folk flugten. Undtagen de to unge danskere og Alvarado. De fortsatte.

 

La Danesita

Hun er 88 år, kvinden, der byder indenfor i doktorens hus. En usædvanlig høj alder for folk i dette forarmede land. Isabel hedder hun - hun er doktorens yngste søster, den eneste tilbage, som kan have mødt Majken Borring og Peter Koefoed. Og som - måske - kan huske dem. Doktorens søn kan ikke. Af gode grunde. Han var ikke født dengang. Men han kan heller ikke huske senere at have hørt om de to unge »læger« fra Dinamarca, Danmark.

Hun lytter, venligt, imødekommende. Fortæller indimellem selv om storebroren, »lægen med krop og sjæl«, som han blev kaldt, om byens store hospital, der bærer hans navn, »Hospital Dr. Humberto Alvarado Vasques«.

Den dag i dag skriver de nicaraguanske aviser på mærkedage store artikler om Doktor Alvarado, de fattiges læge, den store humanist og tænker, politikeren, der stod op mod det Somoza-diktatur, som USA holdt ved magten i 40 år - indtil 1979, tre år efter Alvarados død, hvor en ny oprørshær i Sandinos navn smadrede diktaturet i en blodig borgerkrig.

Men nej, hun kan ikke genkalde sig nogle unge mennesker fra Dinamarca - hvor ligger det land egentlig? - der skulle have besøgt hendes barndomshjem. Nå ja, det er jo også 80 år siden. Hun var bare en lille pige på otte år dengang.

 

På nippet til at opgive nævner jeg - mere ved en tilfældighed end ved omtanke - det kælenavn, Majken Borring fik af oprørshærens soldater: La Danesita - den lille danskerinde. Et navn, som der dengang blev fortalt historier om i det ganske Nicaragua, fordi det var så usædvanligt på den tid, at en så ung kvinde fra en anden verden havde delt glæder og sorger - mest det sidste - med en oprørshærs pjaltede soldater under forhold, som selv de indfødte havde svært ved at overleve.

Isbaels smukke, gamle ansigt lyser op i erindringens glæde. Tankerne flyver 80 år tilbage.

»La Danesita. Jo, hende husker jeg. Hun var sød. Hun havde en ven med.

Hvad var det, han hed? Jo, Don Pedro. De lever vel ikke mere ...«.

Det er mere en konstatering end et spørgsmål fra doktorens lillesøster.

Hendes øjne bliver våde. Hendes tanker flyver tilbage til dengang, Majken Borring og Peter Koefoed efter våbenstilstanden - påtvunget af USA, fordi oprørshæren var ved at vinde - kom til Masaya for at hilse på deres bedste ven og kollega, og hvor hele byen havde arrangeret en kæmpefest for dem med musik til langt ud på natten af landets bedste orkester.

Dagen efter drog Majken Borring og Peter Koefoed videre - tilbage mod øst til landets caribiske kyst og op ad den store Rio Grande til den lille, isolerede landsby La Cruz, hvorfra deres felttog var startet næsten et år forinden.

Op til den ven, de var kommet for at besøge, doktor H.P. Mølgaard - egentlig bare for at komme lidt væk fra studierne, få nogle nye indtryk, opleve eventyret.

Han kaldte sig doktor, deres ven H.P. Mølgaard. Men han var det ikke; han færdiggjorde aldrig studierne i København men var efter en ulykkelig kærlighedshistorie draget af sted med en stor gruppe danske emigranter til Nicaragua i 1923. De fleste drog hjem igen. H.P. Mølgaard blev og praktiserede som læge og apoteker i 40 år fra sin »Botica Danesa« i La Cruz de Rio Grande - en landby så isoleret, at der den dag i dag ikke går nogen veje dertil.

Majken Borring og Peter Koefoed vendte hjem til Danmark og færdiggjorde studierne. Blev læger - som deres krigskammerat Humberto Alvarado. Helt som planlagt.

 

Tre læger med krop og sjæl

Måske - ingen kan spørge de døde - var det deres gruopvækkende dage og nætter sammen om at redde liv i en blodig frihedskrig - mest med fattige bønder og indianere indrulleret i begge hære - der også på anden måde gav dem et parallelt livsforløb. En humanisme som den, der fik dem til at behandle både egne og fjendens soldater. En humanisme, som fik doktor Alvarado til resten af livet at gøre godt for menneskene, hvor han kunne - og kæmpe for social retfærdighed og demokrati under de liberales banner.

Og som fik doktorerne Majken Borring og Peter Koefoed til det samme på den anden side af Atlanterhavet, bl.a. i modstandskampen mod den nazistiske besættelse. De gjorde det under kommunismens banner - indtil Sovjetunionen knuste Ungarn-opstanden i 1956. Så var det slut med det banner, men ikke for deres kamp for at hjælpe mennesker.

Tre læger med krop og sjæl, to danskere, der forblev venner resten af livet - og doktor Alvarado, som en dag i 1927 tog afsked med dem på den for længst nedlagte banegård i Masaya. Det var sidste gang, de sås, sidste gang de havde kontakt med hinanden.

Historien gik i glemmebogen.

Indtil nu.

En dag for ikke så længe siden sidder Nicaraguas ambassadør i Danmark og lytter til beretningen. Han har aldrig hørt om denne forbindelse mellem de to lande før.

Ambassadørens navn er Ricardo Alvarado - sønnesøn af doktor Humberto Alvarado Vasques.

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os