Menu

Erhvervsmand, filantrop og konsul

Erhvervsmand, filantrop og konsul

Den nye generalkonsul i Nicaragua, den 68-årige dansker Peder Kolind, er et kendt ansigt i Granada, hvor han har resideret  siden 2001 og vakt både beundring og forundring. Alle kender ham og såvel børn som voksne kalder ham “don Peder” og følger ivrigt med i hans utallige aktiviteter. Hans “kongelige” status er ikke blevet mindre efter opsættelsen af konsulatets emblem med både løver og kongekrone.

-          Jeg er forretningsmand og filantrop, det ene tjener penge til det andet, understreger Peder Kolind.

Efter at have rejst rundt i verden og tjent rigtig mange penge på at skabe firmaer inden for sikkerhedsindustrien besluttede han sig pludselig for at besøge Costa Rica og som 48-årig at trække sig ud af det hektiske liv. Nu ville han bruge nogle af sine mange millioner til nyttige formål.

Men hvis man tror, at det bare handler om at række hånden ud og bede ham om penge, tager man fejl. Der stilles krav.

Peder Kolind arbejder disiplineret, velorganiseret og foretager sig intet, der ikke har et dybere og præcist formål. Det forretningsmæssige talent og evnen til at lede og fordele er på ingen måde gået tabt.

Af Preben Høeg Rasmussen 

I Granada har han to forretninger, der skal give overskud.

Det ene er et luksushotel, La Bocona, som i et gennemrestaureret kolonialt hus skal skabe en atmosfære af velbehag og tilfredshed for et lille antal gæster.

På hovedgaden, La Calzada, hvor turisterne søger hen især om aftenen for at finde restauranter og barer, har Peder Kolind, valgt at drive et mini-supermarked, som udnytter trafikken af de mange udlændinge.

Den filantropiske side har i årenes løb fået utallige udslag.

 

Carita Feliz, eller Det glade ansigt, opstod, da Peder Kolind oplevede de mange børn tigge om mad på gaden. Et spisested blev oprettet, som idag har udviklet sig til et omfattende projekt i egne bygninger med mange formål for omkring 1000 børn og unge. Stedet har mange ansatte, herunder lærere og pædagoger ligesom en læge er tilknyttet. Det handler langt fra kun om mad og medicin, men om at børnene opbygger selvtillid, uddanner sig og tilegner sig reelle kundskaber og færdigheder. Der stilles krav til børnene og projektet organiserer masser af kulturelle aktiviteter.

Allerede under graviditeten kan kvinder søge hjælp.

Club BeBé er en gruppe for 0-3 årige børn, som får gratis mad og de 50 mødre tilbydes sundhedspleje.

For de 1000  seks til 15 årige børn handler det om hjælp til lektier og dermed sikre gode karakterer i skolen. Computerklasserne er meget populære. Får man gode karakterer og er et kendt ansigt på stedet, kan unge søge et stipendium til skolegang eller sågar til universitet, hvor for tiden 40 unge fra projektet studerer. Ialt modtager 300 unge stipendier.

Da Prins Henrik i 2008 besøgte Carita Feliz var han meget imponeret over resultaterne.

 

Det arkæologiske museum, Mi Museo, udstiller keramiske genstande fra den før-colombianske tid i Nicaragua i flotte udstillingssale og med nye tema-udstillinger hver tredie måned. Museet har til formål at bidrage til bevaring af landets kulturelle arv og styrke nicaraguanernes identitet.

Museet blev åbnet i 2005 og har i dag samlet 7.000 værdifulde genstande, som kan dateres tilbage til tiden mellem 500 år før Kristi fødsel og år 1550, dvs. kort efter spaniolernes ankomst. Museet rummer fire udstillingssale, et arkiv, en konferencesal, et restaureringsværksted og to grønne haver.

Mi Museo har 15.000 besøgende om året fra 60 lande, hvoraf de 95% skriver i gæstebogen, som ugentligt studeres af museets ledelse. Museet har ikke blot udviklet sig til en attraktion for Granada, men har samtidig vundet faglig respekt blandt landets offentlige myndigheder og arkæologer fra mange lande. Staben af professionelle ansatte samarbejder med landets andre museer og deltager i nye udgravninger. Museet udgiver et tidsskrift, har udgivet bøger og har sin egen hjemmeside på engelsk og spansk.

Mi Museo har åbent alle dage og ligger på Calle Atravesada 505, overfor Bancentro, og der er gratis adgang.

 

FC Carita, Sports-College i Granada

Peder Kolind har købt et hotel ved den store Nicaragua-sø og skabt et sports-center, hvor  4-500 unge kan styrke deres sportslige ambitioner og udvikle positive interesser. Sportsgrenene spænder fra fodbold til judo, vægtløftning, volleyball, basketball, taikwondo, karate, atletik og selvfølgelig baseball.

Målet er at kunne sende deltagere til De Olympiske Lege i Rio, Brasilien - og flere sportsgrene kan allerede opvise flotte resultater. Det giver motivation.

 

Villas Sonja

Der blev købt et stykke land udenfor Granada og bygget et boligkvarter med 101 huse, den lille landsby blev indviet i 2005. Her bor der i dag omkring 400 mennesker med begrænsede resourcer, men som har adgang til et indkøbscenter med 14 butikker, en børnehave, samlingssal, sportspladser samt transport til byen. I et regelsæt forbydes vold i familien og der forlanges renlighed. Pengene blev skaffet til veje af Sonja og Eigild Christensen fra Ålborg, Lars Kolind (bror) og Peder Kolind. Husene har tre forskellige størrelser og flere af beboerne arbejder med driften af stedet.

 

Min fremtid

“Min formue har jeg tjent på at fange tyveknægte” lød det spontant fra Peder Kolind, da han første gang stod overfor 15 tyveknægte og andre kriminelle, der var på vej ud af fængslet takket være projektet “Mi Futuro” (Min fremtid).

Ideen til projektet kom fra den lokale politikommisær, som søgte opbakning fra Peder Kolind. Projektet går ud på, at 52 indsatte i fængslet i Granada kan søge om at arbejde på et værksted (snedkeri, automobilværksted eller landbrug), hvor én arbejdsdag tæller som tre dages strafnedsættelse. Fængselvæsenet vurderer sammen med en dommer ansøgningerne.

Hermed lærer de ansatte noget fagligt, slipper hurtigere ud af fængslet og kan komme hjem til familien. Projektdeltagerne viser stolte deres T-shirts frem med teksten “Mi Futuro”. Ude af fængslet skal de løsladte fortsat en tid arbejde om søndagen i værkstederne.

Projektet studeres nu i hele landet. 

Generalkonsul Peder Kolind afgik ved døden den 14. juni 2015.

 

Links:

Site om Mi Museo på engelsk

Site om Carita Feliz

Blog om FC Carrita, Sports College

Danmarks generalkonsulat i Nicaragua (artikel)

Danmark i Nicaragua (site på dansk om Danidas arbejde i Nicaragua)

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os