Menu

Sandinisterne satser på præsidentposten

Sandinisterne satser på præsidentposten

Efter sandinisternes overvældende sejr ved komunevalgene den 7. november 2004 erklærer Daniel Ortega FSLN for landets største politiske styrke. De liberale i PLC fik en kæmpeøretæve og mistede 39 borgmesterposter. Præsident Bolaños liberale alternativ, APRE, til de to store partier slog ikke igennem. Nicaragua er rykket mod venstre. Der er varmet op til præsidentvalget i 2006.  

Sandinisterne vil fremover styre 84 af landets 152 kommuner. En fremgang på 38 i forhold til valget i 2000. Af landets 17 provinshovedstæder vil 14 nu have sandinister i borgmesterstolen mod tidligere 11.

Dermed har et overvældende befolkningsflertal sandinister som direkte valgte borgmestre. Ikke blot i byer som Managua, Leon, Chinandega, Esteli og Matagalpa, men nu også i ellers liberale højborge som Boaco, Masaya og Jinotega. Selv konservatismens vugge, den gamle hovedstad Granada, får nu sandinistisk borgmester efter kamp til stregen med APRE. 

I Nicaragua konstitueres borgmestre ikke efter valg til kommunalbestyrelsen, men vælges ved seperate og direkte valg. Tilsvarende har landet et stærkt præsidentstyre. 

 Ikke uventet fik hovedstaden Managua igen en sandinistisk borgmester, han er tidligere tv-direktør, og kendes som Dionisio ”Nicho” Marenco. Han opnåede 45% af stemmerne mod 36% til den liberale modkandidat fra PLC, Pedro Joaquin Chamorro, søn af den tidligere præsident Violetta Chamorro. 

Det er en sejr for håbet og fremtiden og et nederlag for frygten, siger ”Nicho” efter valget og hentyder dermed til skræmmekampagner mod sandinisterne.  

PLC bevarede kun ledelsen i to mod tidligere fem provinshovedstæder, og med 55 mod tidligere 94 borgmesterposter må partiet se sig betydeligt svækket. Partiet bevarede især ledelsen i mindre kommuner i landområderne.  

- Vi føler os som et bundet æsel sat op mod en løsgående tiger, klager de liberale med henvisning til at deres leder, Arnoldo Aleman, sidder i fængsel idømt 20 år for korruption. Hvis han havde været fri havde han kunnet rejse land og rige rundt til kampagnemøder og det ville helt sikkert have været afgørende, siger PLC´s nationale kampagneleder. 

Sammenslutningen af det tidligere så magtfulde Konservative Parti og tilhængere af  præsident Bolaños liberale udbrydere samlet i Alliancen for Republikken fik placeret sig som den tredie politiske kraft, men med et valgresultat så beskedent at det ligger under hvad de konservative alene kunne samle for fire år siden. Forsøget på at trække liberale stemmer fra PLC mislykkedes. De utilfredse blev hjemme. En alvorlig bet for præsidenten. 

Typisk havde vælgerne omkring otte lister at vælge imellem  

I Puerto Cabeza ved Atlanterlhavskysten lykkedes det en kvindelig kandidat fra miskito-minoriteten i spidsen for listen Yatama at fravriste sandinisterne borgmesterstolen. Længere mod syd i Bluefields gik pladsen til PLC.  

Stemmedeltagelsen var overordentlig lav og faldt bekymrende fra 58% til 49%. Sandinisterne voksede i absolutte tal og med en velorganiseret vælgerskare gik den faldende valgdeltagelse kraftigt ud over de liberale, som til gengæld anklager præsidenten for at være ansvarlig for katastrofen. Mange liberale stemmer blev hjemme og bidrog dermed til de liberales rutchetur og dårligste valg siden partiets stiftelse i 1994.  

Hermed er stillingerne kørt i position til den næste og den helt store parlamentariske styrkeprøve: præsidentvalget i 2006. Sidende præsidenter kan ikke genopstille, men efter en pause kan tidligere præsidenter godt genopstille, og det er præsis hvad den fængslede PLC-leder, tidligere hovedstadsborgmester og præsident fra 1996 til 2001, Arnoldo Aleman, apirerer til. Planen var for længst udtænkt. Han skulle afspadsere fem år i stolen som parlamentsformand, fortsat benhårdt styre partiet og fjernstyre præsidentembedet. Men hans kronprins og nyvalgte efterfølger, Enrique Bolaños ville det anderledes. Han afviste den af Aleman tilsendte ministerliste, udpegede sit eget kabinet, opfandt sloganet ”Regering Bolaños – ny æra”  og startede til alle overraskelse en kampagne mod Aleman og anklagede ham for korruption og misbrug af statens midler. Bolaños, som kommer fra arbejdsgiverkredse, havde været vicepræsident under Aleman og formand for Anti-korruptionskomiteen uden at nogen havde bemærket en særlig anti-korruptionslinie. 

Med én stemmes flertal bestående af sandinister, liberale udbrydere og en konservativ, lykkedes det at få ophævet Alemans parlamentariske imuniutet. En modig kvindelig dommer sendte Aleman 20 år i fængsel. 

Det liberale bagland var rasende og truede med bål og brand. Igennem et år sad PLC folkene i parlamentet med korslagte arme, nægtede at deltage i lovgivningsarbejdet og benyttede enhver lejlighed til at kræve frihed for Aleman. Men byretsdommen blev ikke appeleret. I stedet satser man på amnesti, en præsident-udskiftning og et løsladelsesdekret eller på erklæringer om sygdom og dermed uegnethed til at sidde i fængsel.

De udenlandske ambassader, USA, Japan og EU-landene, har klart bakket Bolaños op, som har opnået en drastisk eftergivelse af den enorme udenlandsgæld. Den økonomiske vækst omtales som stigende og regeringen afventer nu en godkendelse af handelsaftalen, CAFTA, mellem USA og de centralamerikanske lande.  

Men befolkningen er trætte af at vente på den lovede fremgang. Kaffekrisen har kostet titusinder af jobs og krak af mange kaffefarme, landarbejderne har demonstreret fire år i træk ved de såkaldte ”Las Tunas-aktioner”. Eksporten er faldende, landbrugsprodukter udelukkes fra nabolandenes markeder, produktiviteten er lav og manglen på tidsvarende produktionsmidler er skrigende, der er stort set ingen industriel produktion og frihandelszonernes korreanske og taiwanske tekstilfrabrikker tilbyder elendige arbejdsvilkår til de 30.000 ansatte, arbejdsløsheed er udbredt, skolelærerne strejker jævnligt for at opnå højere løn, transportsektoren sukker under de stigende oliepriser og studenterne står benhårdt på deres grundlovssikrede krav om at 6% af statsbudgettet skal gå til universiteterne. Vejnettet i landet er i en elendig stand og 90% af alle veje i Nicaragua er grusveje. Vigtige produktionsområder må kæmpe for at få landbrugsprodukterne transporteret til de lokale og internaltionale markeder. Regeringen får ikke løst de opsamlede problemer om ejendomsretten til jord. Landarbejdere forgiftede efter brug af sprøjtegifte demonstrerer i månedvis i teltlejre. En trediedel af landets befokning, herunder unge mennesker, kan ikke læse og skrive, på landet er analbeltismen omkring de 50%. Man regnes for at kunne læse, når man har afsluttet den gennemsnitlige skolegang på fire år. Sundhedssystemet opfylder langt fra behovene. Den økonomiske vækst var 2,5% i 2003, men blev overgået af en befolkningstilvækst på 2,7%, hvilket reelt betyder negativ vækst. 

Levevilkårene er elendige

Den gennemsnitslige indtægt ligger på 720 amerikanske dollars – om året, hvilket reelt dækker over store sociale uligheder. 

For flertallet af den 5,3 millioner store befolkning i det største mellemamerikanske land er der ikke tale om nogen ”ny æra”. Hvad er det nye for os? spør man. 

De mange sandinistiske borgmestre skal nu administrere beskedne kommunale budgetter, som udgør under 4% af statsbudgettet. Debatten om decentralisering af magten og flere penge til kommunerne vil blive mere intensiv. Debatten om et politisk styringsorgan i departamenterne, et nyt politisk styringsorgan mellem kommunerne og den stærke statsmagt vil tage til. Der er brug for en decentralisering. 

Den nuværende grundlov sikrer et stærkt præsidentstyre, men landet er splittet i tre poltiske magtcentre: præsidenten, som opererer uden parlamentarisk og folkeligt flertal ført til magten af et parti, som han har vendt rykken. Han er tvunget til at prøve at opnå flertal fra sag til sag i parlamentet, det andet magtcenterSandinister og liberale vil prøve at flytte magt fra præsidentembeddet til parlamentet. Anti-korruptions fanen er sikret flertal af sandinisterne, der til gengæld ikke er enig i den økonomiske, sociale og udenrigspolitiske linie. FSLN er klart imod USAs krig i Irak og boykotten af Cuba og afviser USA imperialismen. Reelt har ingen af de liberale regeringer siden 1990 kunnet regere udenom sandinisterne, der til gengæld har haft svært ved at omstille sig fra oprørsbevægelse til parlamentarisk parti. Borgmestrene, som er nærmere befolkningen, opfattes af mange som afgørende for forandringer i lokalsamfundene. Bolaños har negliceret borgmestrene uanset partifarve. Det kommer han til at betale for nu.

Udenfor for alle disse magtcentrer spiller den katolske kirke en afgørende rolle. Alle de politiske kræfter i landet lefler for kirken som anføres af Managuas ærkebiskop. Aleman forærede kirken en ny katedral i Managua og regnes for indspist med ærkebiskoppen, som jævnligt besøger ham i fængslet. Ortega siger hvert år på revolutionsdagen den 19. juli undskyld til kirken. – Vi begik fejl i 1980’erne. Ortega indstillede ærkebiskoppen til Nobels fredspris tidligere på året, en gestus som fandt velbehag i kirkekredse. Biskopper optrådte flittigt i partiernes valgreklamer og afholdt messer for partierne. Bolaños har måttet følge Ortegas eksempel og jævnligt indfinde sig til samtaler med biskoppen om landets situation.  

Sandinisterne regner ikke med at kunne vinde det kommende præsidentvalg, hvis kirken er aktivt imod dem.  

Splittelsen i de borgerlige kredse vil ligeledes være afgørende for udfaldet af den kommende styrkeprøve. Ved sidste præsidentvalg i 2001 pressede den nordamerikanske ambasade voldsomt på for at sikre opslutning om en fælles kandidat fra de ”demokratiske partier”. I Nicaragua er der to grundlæggende politiske strømninger: sandinisterne og anti-sandinisterne. Stemmeprocenten vil helt sikkert stige ved det kommende valg.  

Valget af kandidater bliver afgørende

Daniel Ortega, som fra 1979 til 1990 var præsident under sandinisttiden, agter at opstille igen, uanset at han har tabt ved de sidste tre valg. Visse kredse i fronten ønsker at han træder tilbage og lader andre komme til.  

PLC drømmer om at Arnoldo Aleman slippes løs i løbet af det kommende år. Det kniber med at finde andre kandidater og efter valgnederlaget ved kommunalvalgene er der ingen oplagte kandidater. Hans hustru kunne være en mulighed.  

- Hvor finder man en præsident som mig spørger Enrique Bolaños og foreslår spøgende at tage en fotokopi af ham. Han frygter at blive en parentes i historien. APRE har ingen oplagte kandidater, men navne som den tidligere minister og præsidentsekretær Eduardo Montealegre bringes i omløb.  

Den nuværende vicepræsident, José Rizo fra Jinotega, er aldrig kommet ind i varmen omkring Bolaños og er samtidig lagt på køl i PLC. Under valgkampen opfordrede han til at støtte PLC kandidater. Han forsøger at køre sig selv i stilling som samlingskandidat mellem de to liberale partier, men hidtil uden genklang.  

Kanonerne køres i stilling op til præsident- og parlamentsvalget i 2006.   

Skrevet af Preben Høeg Rasmussen, den 8. november 2004.

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os