Menu

Hvad blev der af ”den nye æra”?

Hvad blev der af ”den nye æra”?

Gyservalg i Nicaragua, 2006: Hele verdens øjne rettes nu mod det lille Centralamerikanske land for at se om venstredrejningen i Latinamerika fortsætter.

Han har prøvet det før. Han har været i søgelyset før. Han har været præsident før. Det vil han gerne være igen. Han føler, at han blev afbrudt i utide. Han vil godt vise hvad han kan. Og til nord-armerikanernes skræk har han endda overordentlig store chancer for at vinde præsidentvalget i Nicaragua den 5. november 2006.

Daniel Ortega blev efter en folkelig, sandinistisk revolution mod Somoza-familiens årelange diktatur landets leder i 1979. Landet vandt sympati verden over med sine alfabetiseringskampagner, ekspropiering af Somoza-styrets kæmpe godser og virksomheder, landreformer, der gav jord de mange jordløse bønder og sandinisternes forsøg på industrialisering af Centralamerikas fattigste land samt den økonomiske fremgang, som blev opnået. Kulturen sprudlede og de unge var i front. Opbaknnigen var omfattende. I den første regering sad tre sandinister og to fra den borgerlige fløj og Arbejdsgiverforeningen, herunder Violetta Chamorro, som dog hurtigt trak sig, da hun mente at reformerne blev for vidtgående. Efter kort tid var de unge sandinister alene ved roret.

Landet fandt støtte og sympati hos så forskellige lande som Cuba, Sovjetunionen, Bulgarien, Libyen, Tyskland, Sverige og Norge. Sandinisterne søgte kontakt med den Socialdemokratiske Internationale og tyskeren Willy Brandt og svenskeren Oluf Palme spillede en formidlende rolle. Sandinisterne sluttede op om den Alliancefri Bevægelse.

 

Den lyssky skuespiller

Da Jimmi Carters lidt afventende holdning blev afløst af den efterfølgende amerikanske præsident, Ronald Reagans, agressive linie væltede problemerne ind over landet.

Handelsboykot og stop for international långivning var blot indledende skridt til den ulovlige minering af havne, økonomisk støtte til angrebslejre for Contraerne i nabolandene, som især bestod af tidligere Somoza-nationalgardister.

Kongressen i USA var ikke enig i Reagans linie, så han måtte ty til illegal finansiering af Contraerne. Våben blev ulovligt solgt til Iran (som ellers var tidens skræmmebillede) og pengene brugt til Contraernes militære angreb ind i Nicaragua, hvor skoler, kooperativer, veje og havne blev ødelagt. Iran-Contra skandalens afsløring bremsede ikke en mand som Reagan.

Sandinisterne måtte indføre tvungen værnepligt og oprustede voldsomt. Over halvdelen af statsbudgettet gik til militæret og de sociale reformer gik i stå. Inflationen galloperede løs, fire års økonomisk fremgang blev afløst af tilbagegang. Utilfredsheden bredte sig. Borgerkrigen trak ud og ingen kunne tilsyneladende vinde den.

 

Indførelse af demokratiske valg

Ved et demokratiske valg i 1984 med deltagelse af flere partier vandt Sandinisterne stort med 63% af stemmerne og Daniel Ortega blev valgt som præsident for en ren sandinistisk regering.

Præsidenter fra Latinamerika tilbød mægling for at finde en fredelig udgang på den væbnede konflikt, og det lykkede faktisk i 1988 at indgå en fredsaftale, som indebar udskrivelsen afet fremskyndet valg. Alverden forventede, at sandinisterne ville vinde, men en koalision, UNO, på 14 partier vandt til megen overraskelse selv for kandidaten, Violetta Chamorro, enke til redaktøren for den borgerlige, anti-somozistiske avis, La Prensa.

Og hvad så?

Koalisionen som havde ført Chamoro til præsidentpaladset havde kun til fælles at være anti-sandinistiske og brød efter få måneder sammen. Violetta Chamorro fortalte for nylig i et tv-interview, at præsidenttiden var den værste periode i hendes liv.

Sandinisterne, som fortsat efter 1990 var den stærkeste organiserede, politiske styrke i landet med kontrol over hæren, politiet, embedsmandsapparatet, fagforeningerne, bondebevægelser mv., valgte at godkende valgresultatet og gik i opposition med en taktik om at "regere fra neden", "konstruktiv opposition" og bevare mest muligt af reformerne. Violetta zig-zag'ede mellem fløjede, men sandinisterne har gennem alle årene op til i dag bevaret et greb om styret.

Det tog Chamorro flere år at få Contraerne til at nedlægge våbene, men det tog hende mindre tid at afskedige titusinder ansatte i den offentlige sektor efter de internationale krav om ny-liberale reformer, som forudsætning for långivning. Over 100.000 fra hæren blev hjemsendt og mange contra'er vendte hjem blot for at forene sig i den fælles arbejdsløshær.

Den internationale økonomiske støtte ebbede hurtigt ud og landet fandt sig selv på listen over verdens mest forgældede lande.

 

Den stærke mand

I 1996 skulle den næste styrkeprøve stå. Det var lykkedes borgmesteren fra Managua, Arnoldo Aleman, at re-organisere det liberale parti, PLC, og den karismatiske og handlekraftige leder, som kendte hver en krog af landet, satte sig med den katolske kirkes velsignelse tungt på præsidentposten. Ingen hæftede sig ved vice-præsidenten.

Rundkørsler, skoler, veje langs Stillehavskysten blev bygget og præsidenten blev rigere og rigere.

Efterhånden dukkede påstande om korruption frem. Det var dog vældigt, så rig han var blevet - og hans parti, PLC, havde masser af penge til den næste valgkamp i 2001, som blot var en formssag, der skulle overståes.

 

Hvidvaskning af penge

PLC blev den store vinder i 2001 og vice-præsidenten, Bolaños, blev forfremmet til præsident, (ingen hæftede sig ved vice-præsidenten), mens ex-præsidenten Arnoldo Aleman blev parlamentsformand klar til forsat at styre landet.

Raskt sendte han ministerlisten til Bolaños, så arbejdet kunne gå videre uden unødig forsinkelse.

Bolaños havde tænkt sig det lidt anderledes, og der kom hurtigt kurrer på tråden, men med et flertal i parlamentet bag sig følte Aleman sig tryg. Sandinisterne sad kun på 38 af 92 pladser.

Den klassiske konflikt mellem den udøvende magt (præsidenten) og den lovgivende magt (parlamentet) var klar til at bryde ud.

Bolaños var blevet valgt på løfter om at skaffe arbejdspladser og tiltrække investeringer. Han ville som tidligere arbejdsgiverformand "skabe et godt erhvervsklima". Under valgkampen havde han ikke nævnt eet ord om korruption. Det skulle han ellers som tidligere formand for anti-korroptions komiteen og som vice-præsident for Aleman have haft god baggrund for.

I det første år blokede præsidenten lovinitiativerne fra hans eget parti, men det lykkedes ham kun at trække en lille halv snes liberale ud af PLC for at skabe en "blå-hvid" blok i parlamentet (farverne i landets flag). Så blokerede parlamentet for alle præsidentens udspil. Imens væltede korruptionsskandalerne frem. Aleman havde beriget sig på statens regning. Han havde hvidvasket penge for at kunne føre valgkamp (ironisk nok en valgkamp som bragte Bolaños til magten og som skulle bringe Aleman i fængsel).

En statslig TV-station havde annonceret flittigt for PLC med penge betalt af staten, men sat ind på konti i udlandet til PLCs valgkamp og private forlystelser.

Præsidenten, samtlige de store medier, ambasadørene fra USA og de europæiske lande klappede i hænderne og førte an i en gigantisk kampagne mod Aleman. PLC gik i arbejdsstandsning, og der blev ikke vedtaget en eneste lov i et helt år.

Efter gentagne forsøg og med lovning af gode poster til nogle kristne parlamentsmedlemmer lykkede det for de blå-hvide, sandinister og kristne med en enkelt stemmes flertal at ophæve Alemans parlamentariske imuniutet.

Præsidenten og USA bidrog med beviser, og en kvindelig, sandinistisk, modig dommer gjorde hurtig proces og idømte ex-præsidenden 20 års fængsel. Der sad han dog kun kort inden det lykkedes med argumenter om sygdom at blive hjemsendt og senere med udgangstilladelse at kunne styre sit PLC videre.

Men han kunne ikke stille op som præsident.

 

Fotokopien

Alliancen, som havde sendt Aleman i fængsel, sikrede sig ledelsen af parlamentet, som fik en sandisnistisk formand, men året efter blandede USAs ambasadør sig for at sikre en "ikke-sandinistisk" parlamentsformand. Bolaños havde nu brændt sine broer til begge sider. Hans dage var talte og den lange valgkamp var forlængst skudt ind.

Bolaños havde ellers scoret mange points for sin anti-korruptionslinie og sit slogan om "den nye æra" og høstet international anerkendelse. Nicaragua opnåede en kæmpe eftergivelse af sin udenlandsgæld, så fokus kunne rettes mod den nationale gæld.

Præsidenten solede sig i lampelyset og udtalte på et møde i Matagalpa: "Min bekymring er hvor man finder en afløser til mig, hvem skal fortsætte mit arbejde, gid man kunne tage en fotokopi af mig".

Statsminister, Anders Fogh Rasmussen, fløj i 2003 til Nicaragua for at mødes med den liberale Bolaños og lovede fortsat støtte fra dansk side, - i hvert fald så længe den nuværende linie blev fortsat, sagde ambassadefolkene. Året efter besøgte Bolaños Fogh Rasmussen i Danmark.

Danmark har valgt Nicaragua som ét af de 15 lande, der modtager mest bistandshjælp.

 

De glemte

Civilsamfundet og mange NGO'er havde i kampens hede og forblændet af anti-korruptions helten helt glemt landets problemer med arbejdsløshed, kaffekrise, de elendige veje, stigende sociale og sundhedsmæssige problemer, forsømmelse af skolesystemet, en trediedel af børnene i Nicaragua går ikke i skole, halvdelen af befolkningen på landet kan ikke læse og skrive, studenternes kamp for bevillinger, arbejdernes kamp for jobs og bedre arbejdsmiljø, den manglende jord til bønderne, - alle måtte de fortsat hutle sig igennem "den nye æra".

I øvrigt har præsidenten nu skiftet slogan til "Nicaragua avancerer".

Skrevet op til valget den 5. december 2006 af Preben Høeg Rasmussen.

 

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os