Menu

Fem dage på vejen - kaffekrisen 2002

Fem dage på vejen - kaffekrisen 2002

Forfatteren er tilstede i lejren syd for Sébaco, som på få dage er vokset fra 2000 til 3000 mennesker. I denne dagbogsberetning beskriver han livet som det tager sig ud fra en grøftekant langs den Panamerikanske Landevej, hvor landarbejderne protesterer mod regeringens ’laden stå til politik’

Mandag den 9. september 2002:

Det er midt på dagen. Det er trykkende varmt. Det er faktisk ulideligt varmt. Folk ligger henslængt under træernes skygge, børnene orker ikke at løbe rundt og lege. Nogle græder. De ser noget forhutlede ud. De fleste har ikke sko på, tøjet er laset og tidligere brugt af større søskende. Der er mindst 300 børn ud af de 2000 mænd, kvinder og børn, der er gået hjemmefra og har slået sig ned ved den store Panamerikanske Landevej, der forbinder – som den eneste – den nordlige del af Nicaragua med hovedstaden Managua, magtens centrum.

Af Preben Høeg Rasmussen

Kilometerstenen ud for lejren fortæller, at der er nøjagtig 97 kilometer til Managua, men det dækker over at der i virkeligheden er meget længere. De mange biler, der kører forbi, kan nå af få eftermiddagskaffen i hovedstaden, men landarbejderne kan ikke få ørenlyd. 

Nogle har medbragt en lille batteridrevet radio og en kreds af mennesker lytter efter nyt i radioen. Der begynder at komme nyt om deres aktion for at få arbejde. Den præsident må da kunne forstå, at mennesker skal have mad for at overleve. Kaffekrisen fortsætter på andet år. Kaffepriserne har aldrig været lavere, den ligger under halvdelen af gennemsnittet for de sidste fem år, mange kan huske at den har været både tre og fire gange så høj. Kaffeproducenterne har ikke penge til at dyrke og høste kaffen, arbejderne får ikke løn – med det resultat at kaffeproduktionen er faldet til det halve. 

Kaffearbejderne er vant til at pleje og passe de ellers så værdifulde kaffeplanter, ukrudtet skal luges, mængden af skygge og sol skal nøje overvåges for hver eneste plante, så bønnerne modnes i det rette tempo. Og så skal der høstes! Men der blev ikke høstet meget sidste år og det bliver der heller ikke i år. 

Landarbejderne er strømmet til fra nær og fjern. De fleste kommer fra Matagalpa provinsen, som i 150 år har været centrum for kaffeproduktionen. Det er et bjergrigt område med en lidt køligere temperatur, som er perfekt for kaffeplanterne. De fleste har ikke haft arbejde i månedsvis, nogle tæller i år. Her er der ikke noget, der hedder understøttelse og socialbistand. Man har familien – hvoraf nogle er så heldige at have en dagløn på 15-20 kr. 

Rachel er 22 år, enlig mor til to børn, og fast besluttet på at deltage i aktionen lige til enden. Hun er vant til livet ved vejkanterne. I fire måneder har hun dagligt deltaget i plantonen, som aktionerne kaldes, ved El Tuma, nord for provinshovedstaden Matagalpa. I de sidste fire måneder har der været over 20 lignende aktioner ved vejene.

 I sol, regn, og støv, på trods af sult og træthed, har hun forsøgt at råbe regeringen op: ”Vi vil have arbejde, de skal ikke spise os af med ’arbejde for mad’, som regeringen har forsøgt sig med ved at sætte nogle folk til at lappe huller i vejene. Vi vil have arbejde med løn, vi vil have stabilt arbejde”, siger hun roligt. 

 

Tirsdag den 10. september 2002:

Der er nu 2.500 deltagere i aktionen for arbejde. Der er en rolig, afslappet stemning i lejren. Det hele virker velorganiseret. Der kokkereres i store, sorte gryder over åben ild. Røgen svier voldsomt i øjnene. Nogle madammer svinger store træskeer og rører rundt i risgryderne. Man kan vælge mellem at spise bønner med ris eller ris med bønner. Maden fiskes op med plasticlåg og serveres i plasticbøtter. Det kræver øvelse at spise ris og bønner med fingrene, men det hele kommer ned. 

Sorte sække kan bruges til mange ting. Opspændt med snore mellem træerne kan de give skygge for solen, skulle det mod sædvane i dette tørre område begynde at regne kan de give ly for regnen. Man kan klynge en sæk med sin tallerken og sit krus og andre få ejendele op i et træ. Børnene synes det er sjovt at lege med de glatte sække, sætte sig på røven og få en rutschetur med ad bakken, men det får de ikke lov til. 

Et håndklæde kan også bruges til forbavsende mange ting. Lagt hen over hovedet giver de skygge for solen, de unge piger slynger det om livet, som en ekstra nederdel, så dækker den over den hjemmesyede, som alligevel er revnet.  Småbørnene svøbes i håndklæder og slæbes trofast rundt uanset de unge mødres topmaver, og den ny lille, som er på vej. Ungernes mund bliver tørret. Om natten kan håndklædet give lidt varme. 

Der kommer en mand med en larmende maskine. Den ligner en kæmpe bazooka med gitter på. Han bærer en ukendelig uniform. Det er tydeligt, at han betragter sit arbejde som meget betydningsfuldt. Maskinen skyer røg som bare pokker. Myggene har ikke en chance. Røgen vælter ti meter frem og folk skynder sig væk. Stanken går lige op i næsen. Dem der tager en middagslur begynder at nyse. 

Klokken tre bliver stilheden afbrudt. Nu skal der mobiliseres. Alle skal ud på landevejen. Med store bannere og taktfaste slagord bliver al trafik stoppet. Det er landarbejdernes fagforening, ATC, som organiserer. Der danner sig hurtigt en bilkø. Ingen hverken kan eller tør køre udenom. Store lastbiler på vej fra El Salvador mod Costa Rica; kasserede, gule, amerikanske skolebusser, som nu fungerer som ordinære rutebiler; 4-hjulstrukne Toyota’er med betydningsfulde folk fra de internationale organisationer – alle må de sidde i varmen og vente. 

”Vi forlanger, at præsidenten kommer og forhandler med os. Vi vil have arbejde med løn. Vi mangler boliger. Regeringen må give os jord som vi kan dyrke og få lidt majs og bønner på bordet. Vores børn mangler mælk og er underernærede”. Seksten børn er døde af underernæring og det har givet genlyd ud over landets grænser. 

Slagord og kravet om arbejde bliver råbt igen og igen. Efter en time bliver trafikken åbnet igen, mens demonstranterne kigger på de forbi–kørende biler. 

 

Onsdag den 11. september 2002:

På slaget otte om morgenen bliver trafikken stoppet igen. Der er nu omkring 3.000 deltagere i aktionen. Bilkøen bliver kilometerlang til begge sider. I løbet af dagen dukker en håndfuld viceministre fra regeringen op. I et lille, beskedent hus tæt ved den Panamerikanske Landevej bliver der forhandlet i timevis. Imens fortsætter trafikblokaden. Man vælger i dag at fokusere på landarbejdernes krav. I mødet deltager foruden repræsentanter fra ATC også borgmestre fra de omkringliggende kommuner, kongresmedlemmer og politiet. Politiet afventer ordrer fra præsidenten før de griber ind. Sortklædte anti-oprørsstyrker opholder sig i de nærliggende byer. Der sidder regeringssekretærer, viceministre og andre eksperter, som alle lytter til talerne om børnene, som ikke har sko så de kan komme i skole, om den gratis skolegang som alligevel ikke er gratis. Om de underernærede børn, om behovet for arbejde og jord, medicin og lægehjælp. Viceministrene har ingen løsningsforslag med og tilbyder en madpakke, så demonstranterne kan vende hjem. 

Trafikken er stoppet fra otte morgen til seks aften. De mest uheldige har ventet i ti timer. Fra en af de biler, som har ventet længst bliver der råbt til demonstranterne langs vejkanten: “Held og lykke med jeres aktion”. Folk smiler. Det tager en time før trafikproppen er opløst. Mørket har for længst sænket sig over landevejen og de sorte sække. 

I den nærliggende by, Sébaco, fortsætter livet som normalt. Folk hænger på gadehjørnerne og sludrer. To højtalervogne krydser spor. Her i landet er et af de vigtigste kommunikationsmidler højtalervogne. Med store højtalere på taget annonceres der for alt fra forretningsjubilæer, fester, film i biografen til dødsfald. Den ene vogn annoncerer for en skolefest den kommende lørdag. Det er et bånd som kører. På ladet af den anden højtalervogn, sidder en ung pige i hvid skjorte og blå nederdel, den traditionelle skoleuniform, og bruger mikrofonen til at vinde opbakning bag kravene fra “vores brødre i nord”. Højtalervognene kører hver sin vej. 

 

Torsdag den 12. september 2002:

Dagen efter den største, fredelige tranque i Centralamerika, som trafikblokaden kaldes, tøffer bilerne atter forbi kilometerstenen 97. 

Der skulle komme en forhandlingsdelegation kl. 10, men den er ikke kommet. En enkelt regeringsembedsmand dukker op, og bliver ikke lukket ud igen. Men han får sidst på eftermiddagen selskab af en lang række højtstående regeringsfolk, en håndfuld viceministre, Centralbanken, institutter for alverdens ting, som børn, udvikling på landet, socialudvikling, overvågelse af ejendomme mv. Delegationen ledes af en señor med efternavnet Sandino, viceminister for statsadministrationen. 

Klokken er blevet 18:10, før man begynder forhandlingerne. Viceministeren, Alfonso Sandino, anlægger en jovial tone, og gør meget ud af at lytte til folk.

Forhandlingerne er blevet forlagt til en lille landsbyskole klods op af den Panamerikanske Hovedvej. Tre små bygninger malet i farverne blå og hvid, skolen har sin egen flagstang, men flaget hænger lidt slapt. En patriotisk vægtavle fortæller om landets historie og kendte mænd og kvinder. Børnene er blevet sendt hjem. Politiet overvåger hvem der må slippes ind i skolegården. 

Arbejdet er delt op i to kommissioner: én for produktion og ejendomsret og en anden med sociale temaer. Dagsordenen skrives op på skoletavlen. Der sidder 34 hovedsageligt mænd og diskuterer den kriseramte kaffeproduktion – nationens stolthed. Her er fagforeningsfolk, kaffeproducenter, både de små, mellemstore og de helt store, tre borgmestre, fire parlamentsmedlemmer fra Sandinistpartiet. Landarbejderne fører an og remser deres krav op om arbejde med løn, boliger, om jord i stedet for løn når arbejdsgiveren ikke kan betale, om oprettelse af en jordbank, om det akutte behov for mad, om såsæd, der lidt senere kan give mad på bordet. 

Regeringsfolkene skal lytte godt efter for de taktfaste råb fra landevejen trænger tydeligt ind i klasseværelset. Hele dagen er kravene utrætteligt blevet råbt og banket fast. 

Landarbejderne kører konkrete eksempler frem om familier, som for tyve år siden som følge af landreformen fik tildelt jord, men som fortsat ikke har fået papir herpå og følgelig ikke kan opnå finansiering. Viceministeren noterer navnene på fincaerne ned. 

Pludselig afbrydes forhandlingerne af manden med bazookaen. Den petroleumsdrevne maskine sender ti meter lange røgstråler ud i kampen mod myggene. Folk flygter til alle sider. De taktfaste slagord stiger i styrke. 

Klokken er over ti om aftenen, folk begynder at blive trætte og viceministeren lægger op til afslutning. Så griber UNAG-folkene ind. Som repræsentanter for de små- og mellemstore landbrug har de forberedt en liste med atten punkter. På skift tager de ordet og går til kamp mod pantsætningen af deres fincaer. Banker og låneinstitutter konfiskerer rask væk deres ejendomme, som følge af manglende kreditter. Fem banker er gået fallit og der eksisterer ikke længere privat långivning til landbruget. Regeringen siger, at de har bedt likvidationsrådene om at holde igen. En bonde rejser sig og fortæller at for atten måneder siden havde han en stor finca på 150 manzanas (lidt over 100 hektar). Banken tog det hele og i dag kører han bus. 

Regeringsfolkene understreger igen og igen, at det er udenfor deres gebet at diktere private firmaer deres udlånspolitik, men rådgiveren for Centralbanken, Mariano Buitrago, lover straks dagen efter at tage et møde med deres fællesråd. 

UNAG vil have omlagt gælden til langfristede lån med lave renter. Her er fem til syv procent en lav rente, der er eksempler på op til 25 procent i renter, hvilket gør det umuligt at skabe et overskud. Man vil have et nationalt kafferåd, som kan udarbejde en strategi for landets vigtigste eksportsektor. Kaffen udgør 34 procent af landets eksport. 

I Socialkommissionen deltager 21 personer, heraf otte kvinder og alle borgmestrene. Her er temaerne: plan for boliger, børnehaver, mad, mælk til børnene, planer for at lære at læse og skrive, (op mod halvdelen af befolkningen på landet er analfabeter), nyttehaver, skabelse af jobs ved vejbyggeri mv. 

Regeringen tilbyder at skabe 6-7.000 jobs i 60 dage til landarbejdernes minimumsløn på 22 córdobas om dagen (mindre end 15 kr.) suppleret med en pakke med mad. Regeringen anerkender, at der er et akut behov, men håber at den kommende kaffehøst, som starter i oktober, november og december, kan afhjælpe. Men hvad vil der ske når kaffehøsten i marts måned slutter? ”Vi har jo ingen penge”, siger regeringen, som håber på stigende kaffepriser på verdensmarkedet. 

Klokken har rundet midnat og pludselig ryger den søde stemning. Viceministeren mister tålmodigheden og angriber kraftigt et parlamentsmedlem fra sandinistpartiet, som har fastholdt landarbejdernes krav om jord, når de ikke kan få deres løn. Stemningen skifter. Flere tusinde demonstranter følger fortsat forhandlingerne udenfor gitterporten. Viceministeren afkøles og må fire gange give en undskyldning - og arbejdet med en skriftlig aftale fortsættes. Klokken tre om natten enes man om at fortsætte redaktionsarbejdet den næste dag kl. 11. Socialkommissionen arbejder videre til kl. 5.30 – til det sidste fulgt intenst af landarbejderne, som ønsker arbejde og jord.  

 

Fredag den 13. september 2002: 

Det er femte dag for de nu 3.000 landarbejdere som lever under åben himmel, yderst primitive badeforhold, med ussel mad, gennembidte af myg, sorte sække som eneste luksus, syge børn, gravide kvinder og med den konstante uvished om fremtiden. 

Så kom regnen. Store, voldsomme regnskyl gør på få minutter hele lejren til en pløremark. De heldige har en sort sæk at svøbe omkring sig eller stå under. Der er ingen der brokker sig. 

Klokken 11 begynder regeringsfolkene som aftalt at dukke op. Folk samles udenfor den nu berømte landskole i La Tuna, de ved at redaktionsarbejdet skal være færdig kl. 14, men det bliver det ikke. Det er et større dokument, som forberedes. Alligevel er aktionslederne optimistiske, det er første gang i årevis, at det er lykkedes at tvinge en regering til forhandling. 

Klokken 16 forelægges udkastet til slutdokument for de to partere. Det fylder femten sider. Der er masser af gode hensigter og færre konkrete løfter. Midlertidige jobs i 60, muligvis 90 dage til 22 córdobas om dagen, pakker med mad til femten dage, mælk til skolebørn i et år, åbning for eventuel frigørelse af pantsætningen, omstrukturering af gælden, nedsættelse af en række operative kommissioner, der skal følge iværksættelsen af planerne. Der holdes kl. 17 et koordinerende møde med viceministeren, der overbringer en hilsen fra præsident Bolaños som understreger, at høsten skal i hus, at han vil sende 5.000 pakker med mad samt at der bør skabes permanente fora for dialog. 

Det store plenum samles kl. 18. Der hersker en højtidelig stemning og nationalsangen istemmes i fællesskab af sandinister, liberale og konservative. Det færdigredigerede dokument læses op. Det bliver underskrevet af repræsentanter fra alle sektorerne. Alle er lettede og takketalerne vil ingen ende tage. Udenfor bryder demonstranterne i ud klapsalver, da de hører at dokumentet er blevet underskrevet. Det er for længst blevet mørkt, da resultaterne en form af en række taler forelægges for de forsamlede langs landevejen. Der klappes pænt og lyttes efter løsninger på deres mangel på boliger og jobs.

 ”Vi har åbnet en breche, en kanal for kommunikation, som skal udnyttes. At vi overhovedet fik et resultat skyldes udelukkende den utrættelige indsats fra de tusinder af deltagere i aktionen”, slutter Margarita López fra ATC.

Regeringen ønskede at vise en smule imødekommenhed, den ny æras regeringsstil, de aktionerende havde brug for at slutte med nogle resultater i hånden.

Lørdag er den store hjemrejsedag. Aktionen er slut for denne gang - hvornår starter den næste?

Se videofilmen Las Tunas

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os