Menu

Den gordiske knude hedder jord

Den gordiske knude hedder jord

Landarbejderne vil have regeringen til at stå ved ”Aftalen fra Las Tunas”. De har nu kæmpet en stille kamp ved landevejen i seks uger. Landarbejderne er tilbage i Las Tunas. Las Tunas er en lille landsby kun 100 kilometer nord for hovedstaden Managua i Nicaragua. Stedet er blevet kendt for at lægge skole og landevej til store protestdemonstrationer - demonstrationer, hvor omkring 5000 landarbejdere forlanger jord og arbejde. "Aftalen fra Las Tunas" er blevet et begreb i nicaraguansk politik. Det vakte international opmærksomhed, at en beslutsom gruppe arbejdsløse landarbejdere var i stand til at tvinge den liberale regering til i september 2002 at underskrive en omfattende aftale om sikring af midlertidige jobs til flere tusinde og at børnene i den nordlige bjergrige provins Matagalpa kunne få et dagligt måltid mad. Men den gordiske knude hedder: Jord.

Hverken "Las Tunas I" eller "Las Tunas II". Nu siger landarbejderne anført af deres fagforening ATC og deres økonomiske organisation UNAPA, at aftalen fra Las Tunas II skal opfyldes. Nu må det briste eller bære.
Maven var tom. Nu ville man af sted, alle aftaler var jo underskrevet.

Af Preben Høeg Rasmussen, Nicaragua


Onsdag den 2. juni var der ingen madkø. Der var ingen mad. Folk samledes i grupper. Lederne er der ikke. Knurren opstår. Spontant samles flere plant—n-ledere og de beslutter at ringe til lederne, som sidder i møde. "Hvis ikke regeringen sender den mad, så vi kan komme af sted, så lukker vi sgu hovedvejen i morgen tidlig", lyder beskeden.

Kort efter kommer ATC-lederne flyvende i bilen. "Nu må vi bevare roen og ikke tabe det hele på gulvet. Det er rigtigt, at vi har svigtet med madforsyningen i dag, men det er første gang, vi har tydeligt sagt at denne kamp blev hård og lang. Mange af jer har kæmpet i to, tre og ti år for dette stykke jord, vil I opgive nu? Vi må stå sammen og være godt organiserede ellers taber vi kampen."

Mens "Chako" taler ankommer en bil med rissække og roligt begynder uddelingen af mad.

Mødet varer en times tid og bagefter samles alle grupperne hver for sig. Konklusionen er klar: nu vil man have det stykke jord.



En lang og sej kamp

Da kaffekrisen for alvor satte ind for over fem år siden blev titusindvis af landarbejdere sendt på gaden. Mange havde permanent arbejde på kaffefarmene, hvor de også boede, men endnu flere sæsonarbejdere fik ikke deres sædvanlige indtægt. De internationale kaffepriser raslede ned, overproduktion på markedet, syv banker krakkede i Nicaragua, mange finca-ejere kunne ikke betale deres gæld, lønningerne blev ikke udbetalt, vedligeholdelsen af kaffeplantagerne blev utilstrækkelig, produktionen faldt - og landarbejderne måtte søge på gaden i et forsøg på at råbe regering og befolkning op. Et gammelt kampmiddel blev taget i brug: Los Plantones

Hundredvis af landarbejdere slog sig ned ved vejkanterne langs landevejene. Sorte plastiksække blev spændt op over nogle træpæle, ikke alle havde et stykke pap at sove på, bønnerne blev kogt i store sorte gryder, mad var der lidt af, myg var der masser af, varmt om dagen, koldt om natten. Den stille protest skulle gøres synlig.



Sammenstød i Sébaco

I juni 2002 var situationen desperat for mange fincaejere. Efter bankkrakkene var deres fædrenes jord blevet overtaget af nationalbanken som truede med at sælge jorden til højestbydende. En spontan reaktionen var under optræk. UNAG-Matagalpa (organisationen for bønder og kvægholdere) gik ind i kampen og organiserede store demonstrationen ved Sébaco, det centrale trafikknudepunkt mellem nord og syd. 

Trafikken blev stoppet og den liberale regering satte sine anti-oprørspolitistyrker ind med tåregas og mange blev arresterede efter voldsomme knubs. "Vi er ikke vagabonder, men kaffeproducenter, som vil arbejde", råbte de forgæves, inden de blev smidt i arresten.



Las Tunas 1

Fire måneder senere, i september 2002 slog landarbejderne til. De havde støttet producenterne, de selvstændige landsmænds aktioner, men syntes at deres egne krav om arbejde og jord skulle gøres til det centrale tema. Producenterne var med. De mange spredte plantoner blev samlet i én stor aktion, otte kilometer syd for Sébaco ved den lille landsby, Las Tunas. 

Den første dag samlede omkring 4000 landarbejdere, kvinder, børn og ældre sig langs hovedlandevejen. Den anden dag blev trafikken stoppet i korte perioder. Den tredje dag blev trafikken stoppet fra morgenstunden, bilkøen voksede og voksede, al godstransport igennem Mellemamerika stod stille. Den fjerde dag dukkede repræsentanter fra regeringen op for at forhandle. 

Der blev forhandlet dag og nat og den sjette morgen blev der underskrevet en aftale mellem regeringen på den ene side og repræsentanter fra landarbejdernes fagforening, ATC, producenternes organisation, UNAG, og lokale borgmestre på den anden side.

Men aftalen blev ikke opfyldt af regeringen.

Efter tre månederne med midlertidigt arbejde med at slå ukrudt langs vejene begyndte maverne at skrige igen. Nogle gruppe boede på landområder, som de var blev tildelt for både ti og 20 år siden af tidligere regeringer, nu ville de have papir på deres ejendom

Spredte plantones dukkede op igen i løbet af 2003. Pressemøder blev afholdt, parlamentet blev besøgt, artikler blev skrevet, men lige lidt hjalp det. Præsidenten kom i helikopter til det nordlige Nicaragua og blev mødt af demonstrerende, arbejdsløse landarbejdere. Præsident Bolaños er kendt for bedst at kunne lide at tale til inviterede kredse. Politiet skød med tåregas mod landarbejderne og menneskerettighedsorganisationer blandede sig i sagen.

Episoden udløste kampen som skulle gå over i historien som Las Tunas 2.



Las Tunas 2

22 lokale plantones samledes i august 2003 i én samlet manifestation i Las Tunas. Aktionen vakte stor opmærksomhed. Den angiveligt mønsterværdige regering holdt ikke de aftaler, som de selv havde underskrevet. 

Den katolske kirke blev opfordret til at gå ind i sagen, og ærkebiskoppen fra Matagalpa, iført cowboybukser under bispekjolen, sad med dag og nat ved forhandlingerne i den lille skole i Las Tunas. Efter en uges aktioner, vejblokader og forhandlinger døgnet rundt, hvor viceministeren, Alfonso Sandino, medbragte en særlig hotline telefon til præsidenten, lykkedes det at indgå "Aftalen fra Las Tunas II".

Tydeligt bevæget kastede Sandino sig klokken halv seks om morgenen ud i en følelsesladet tale til folket endnu før blækket var tørt på papiret: 

- Her står vi foran Jer så I kan se vores ansigter, det er os der er ansvarlige for opfyldelsen af den aftale, som vi netop har indgået. 

Af lutter glæde begyndte de trætte og sultne landarbejdere at råbe: "Leve Sandino" og for en kort stund var alle glade og forenede. Viceministeren, Sandino, følte sig som en ven af folket og Sandinisterne tænkte sit og kiggede væk, mens de smilede.

Aftalen skulle opfyldes inden 45 dage. Aftalen blev ikke overholdt.



Machen på landevejen

Endnu en kaffehøst sluttede og omkring marts 2004 stod atter titusindvis af landarbejdere uden job, og der var otte måneder til den næste kaffehøst. De lokale plantoner dukkede op igen. Aftalen fra Las Tunas skulle opfyldes.

Efter at have levet en måneds tid langs de små landeveje besluttede omkring 5000 landarbejdere, heriblandt ældre, kvinder og børn den 19. april 2004 at marchere sydpå, mod hovedstaden, Managua. Mange kom langvejs fra. Med store gryder over hovedet, brænde på skulderen og barnet ved hånden satte man i første omgang kursen mod provinshovedstaden, Matagalpa. 

Den kilomesterlange procession slangede sig igennem byen og ihukommende kirkens rolle sidste gang bar mange sammenflikkede trækors. 

Efter 15 kilometer under den bagende sol slog man lejr for natten. Nu ville regeringen gerne forhandle, men denne gang skulle forhandlingerne foregå for lukkede døre og langt fra de højtråbende demonstranter.

Man forhandlede i en uge. Man forhandlede i to uger. Der var brug for 6000 manzanas (måleenhed) jord til 2000 familier. Regeringen medbragte en kuvert, men de var ikke meget for at lukke den op. Man trak det første jordlod op, som regeringen sagde de var i besiddelse af. Den var på 17 manzanas. Den næste dag kom et jordlod på 22 manzanas op ad kuverten. 

Endnu en uge gik. Kommissioner blev nedsat og sendt af sted, så de med egne øjne kunne tage jordlodderne i øjesyn. Det viste sig, at mange jordlodder fortsat var beboet af krakkede landmænd. Andet jord var udlagt som naturreserver, mens andre lodder var beboet af tidligere kontraer.

Der var nu gået fire uger siden der blev slået lejr ti kilometer syd for Matagalpa, og pligterne var blevet rutine. Alle var inddelt i grupper med gruppeledere. Hvert område havde sine plant—n-ledere. Hver "ruta" - landevej - har sit egen styringsgruppe. De samledes hvor morgen klokken fem og hver eftermiddag klokken 17 til peptalk og tog beslutning om, hvad der videre skulle ske. Moralen og disciplinen var høj. Maden var sparsom. 

Indimellem sendte nogle af de store sandinistiske fincaejere lastbiler med bananer eller majs til lejren. Borgmesteren fra Matagalpa sendte tre gange om dagen vandvogne. Og man kunne få tiden til at gå med at samle brænde, snakke sammen, de heldige - som endnu havde batterier - kunne lytte til radio og de ihærdige kunne spadsere ned til floden tre kilometer væk for at vaske sig.

Den 14. maj 2004 blev det besluttet at bryde lejren op og marchere videre mod hovedstaden.



Las Tunas 3

Efter to dages march nåede man den 16. maj til Las Tunas, og der kom mere skub i forhandlingerne. Nu skulle man hele dagsordenen igennem. Ikke flere snyderier. Ikke noget med at opløse aktionen før alle krav var opfyldte. Jordlodder til de 2000 familier, legalisering af jorden, lån til en lille hytte og et lokum. Folk har lært at holde sammen, det vil man også gøre fremover. Der skal oprettes kooperativer og jorden skal dyrkes.

Las Tunas I og Las Tunas II konflikterne varede i fem dage. Denne gang er der gået fem uger.

Den 24. maj holdt der 90 busser klar i Matagalpa til at transportere demonstranterne hjem, til deres nye hjem, men busserne blev ikke sendt af sted til Las Tunas.

Aftalerne var ikke på plads. Forhandlingerne fortsatte. Trafikken blev flere gange stoppet og regeringen skældte ud. Efter en uges intensive forhandlinger under overværelse af Den katolske kirke, Organisationen af Amerikanske Stater, menneskerettighedsorganisationer med flere blev endnu en aftale underskrevet den 29. maj 2004. 

Den skulle sikre opfyldelsen af aftalerne fra Las Tunas. Regeringen skulle sikre transport direkte ud til de nye jordlodder. Der skulle sikres mad til de 6000 mennesker i to måneder, der skulle herefter i tre måneder etableres midlertidigt arbejde frem til kaffehøsten i november satte ind. Det var blevet for sent at så og plante i år.

Lørdag og søndag gik med at vente. Kvinderne fik mange lykønskninger på "Mors Dag".

Regeringen havde for længst holdt deres pressemøder og mange troede konflikten var løst.

Mandag den 31. maj blev der holdt messe under åben himmel i Las Tunas og biskoppen velsignede den nye jord: "Hvor skønt at have sin egen jordlod , hvor skønt at kunne plante sin egen majs og spise sine egne afgrøder og plukke sine egne frugter. Herren være med Jer!", messede biskoppen, mens han holdt korset frem for sig. Folk klappede. Viceminister Alfonso Sandino stod tæt op ad biskoppen, smilede stille og holdt derefter en tale til folket: 

- Denne gang ville aftalen blive holdt, forkyndte han.

"Og så skal der danses" råbte biskoppen frejdigt, mens de nyeste danserytmer gjaldede ud over Las Tunas. De unge dansede under formiddagssolen, mens andre gik til deres plastiktelte for at pakke og gøre sig klar til afrejsen. De første busser ville komme om et par timer.

TV stationerne stod klar til at filme bussernes ankomst, men de måtte tage til Managua uden billeder i kassen. Det var en svær ventetid. Nogle skulle hjem, andre skulle ikke. 



400 fik noget, men 5000 endnu ikke

Da busserne kort før mørkets fremkomst endelig kom myldrede 400 mennesker ind i busserne, det var de grupper, som var i besiddelse af jord, de var blev blevet lovet at deres besiddelser ville blive legaliseret inden tre måneder. Stemningen var høj. Over 5000 par øjne kiggede på at de kørte bort. De skulle blive.

Tirsdag den 1. juni gik med at vente. Man havde nu boet to måneder langs landevejene. Det forlød at mad og plastik til husene skulle komme i løbet af eftermiddagen. Tidligere var der blevet uddelt mad to gange om dagen til grupperne. I en uge var der kun blevet udleveret mad til ét måltid om dagen.

To timer før uddelingen klokken 15 var en tavs kø klar til at modtage lidt ris. Humøret var slidt.

Landarbejderne vil have et lille stykke jord, hvor de i det mindste kan dyrke majs og bønner. Når der ikke er arbejde at få på de store kaffefarme, når der ikke er arbejde i frizonerne, når man ikke kan søge til byerne efter arbejde, når man ikke tager til andre lande i søgen efter arbejde, så giver det en minimal sikkerhed, at vide at man kan få sin "Gallo pinto", som nicaraguanerne kalder deres daglige føde, bønner og ris.

Regeringen havde insisteret på, at det skulle hedde "familie jordstykker", at jorden anstændigvis skulle købes, ganske vist til rimelige priser og med lange betalingsvilkår - købes skulle den. Men regeringen har ikke opfyldt aftalen.

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os