Menu

Det er blevet moderne at være sandinist

Det er blevet moderne at være sandinist

Nicaragua er kommet på verdenskortet. Seks måneder efter genindtagelsen af præsidentposten må Daniel Ortega nu se i øjnene at velkomst valsen er slut. Alba, springvand, udlandsrejser, førstedamen, borgerdeltagelse, nul sult, Hugo og olien, mørklægning og liberal splittelse er nogle af temaerne for de første seks måneders liv for den nye regering.

Af Preben Høeg Rasmussen

Et par måneder efter indsættelsen som præsident den 10. januar 2007 blev der lavet en opinionsundersøgelse af Daniel Ortegas popularitet. Den viste en overraskende høj velvillighed og positive forventninger til regeringens formåen. Den udtrykte opbakning bag den sandinistiske regerings prioritering af områder som uddannelse og sundhed. Det skulle være slut med sulten, sagde regeringen og iværksatte programmet ”Nul sult”.

Den godt fem millioner store befolkning i Centralamerikas største, men fattigste land, havde også forventninger om skabelse af flere jobs, mulighed for at dyrke jorden og ønsket om at leve i fred. Regeringen har lovet fred og genforening af det splittede land. Det er jo et rent kristent budskab, nynner den katolske kirke med.

 

Fra gevær til stemmeseddel

Sandinisterne kom til magten første gang den 19 juli 1979 efter en væbnet guerrilla krig, hvor Somoza-dynastiet blev sat på porten efter i årtier at have regeret enerådigt og efterhånden havde gjort sig til ejer af en trediedel af landet uanset om det drejede sig om godser, fabrikker eller luftfartselskaber.

Det var et smerteligt nederlag for Sandinisterne, da de ved det andet demokratiske parlamentsvalg i 1990 tabte til den forenede oposition. Efter16 år med efterfølgende neoliberalistisk politik og tre liberale præsidentperioder vandt Sandinisterne igen i november 2006 med 38% af stemmerne godt hjulpet på vej af liberal opsplitning i to partier og en ændret valglov, som muliggjorde en valgsejr i første omgang allerede ved opnåelse af 35% af stemmerne.

Med valgsejren blev Nicaragua igen sat på verdenskortet. Alverdens medier rapporterede om kommandanten, som havde smidt den grønne kampuniform og nu optrådte med farvede eller hvide skjorter klar til igen at sætte sig i præsidentstolen, men sandelig ikke i præsidentpaladset. Forargelsen i medierne var stor, da det stod klart, at Ortega ikke ville regerere landet fra det nye præsidentpalads, som Taiwan ellers så venligt havde skænket landet som tak for det gode forretningsklima. Nu blander han igen parti og stat, lød det i medierne.

 

Retfærdig handel

Den sandinistiske regering erklærede straks, at man ville tilslutte sig ALBA, det alternative samarbejde som Venezuela, Cuba og Bolivia havde udviklet ikke mindst indenfor energi, samhandel, sundhed, uddannelse, mediekommunikation, sport mv. Frihandelsaftalen, DR-CAFTA, som Central Amerika og Den Dominikanske Republik kort inden havde indgået med USA skulle samtidig respekteres.

Regeringens første fase blev brugt til at skabe tillid og forstærke alliancer. Til irritation for de borgerlige medier erklærede de stærke erhvervsorganisationer indenfor handel, produktion og bankverdenen efter møder med regeringen deres opbakning til regeringens sociale målsætninger.

Ingen trak penge ud af bankerne, inflationen holdt sig på samme niveau og udvandringen fra landet faldt. Efter en vis usikkerhed op til valget er investeringerne fortsat på samme niveau. Erhvervsorganisationer i USA har afholdt store konferencer med deltagelse af den aktive vicepræsident, Jaime Morales (tidligere PLC-leder), for at fremme investeringer og handel.

 

Når katten er ude ...

Næste fase var at styrke de internationale forbindelser. En diplomatisk offensiv førte præsidenten, hans kone og højtstående militærfolk til tre kontinenter. Først til Venezuela (igen) for at udtrykke støtte til Hugo Chavez, som ikke ville forny sendetilladelsen til RCTV. Gamle allierede i Algeriet og Libyen blev besøgt inden rejsen gik til Iran. Sikke venner han har, skreg aviserne. Ingen var helt klar over hvor Senegal lå, så det blev forbigået i tavshed, mens besøget på Cuba ikke var nogen overraskelse. Nye aftaler blev under rejsen underskrevet.

Men når katten er ude spiller musene på bordet. I en uge var overskrifterne på alle avisernes forsider og tophistorien på TV kanalerne: lukningen af et springvand!

Foran præsidentpaladset var der under en tidligere præsident blevet opført et springvand på den såkaldte revolutionsplads. Et historisk sted, hvor revolutionen i 1979 blev fejret. Springvandet, som længe havde været tørlagt, blev fjernet for at give plads for ugentlige kulturelle aktiviteter og store manifestationer.

Springvandsagen hindrede imidlertid ikke den netop hjemvendte præsident i at tale ved et møde for miljøministrene i Central Amerika. Kort efter var 34 lande samlet i Managua for at diskutere FNs fremtid. Daniel Ortega holdt et indlæg, som blev referet vidt og bredt på hele kontinentet, om nødvendigheden af at demokratisere FN systemet, som blev betegnet som ”nedslidt” og lukke op for indflydelse for de fattige lande. FN havde med accepten af USA’s krig i Irak mistet troværdighed, sagde Ortega inden rejsen gik til Mexico, verdens største spansktalende land, hvor nye aftaler blev indgået og Guadelupe-helgen blev aflagt et takkebesøg.

 

Danmark fortsætter samarbejdet med Nicaragua

For et fattigt land som Nicaragua, hvor den gennemsnitlige årsindtægt ikke overstiger 4.500 danske kroner var reaktionen fra de udenlandske ambasader og de internationale organisationer på valgsejren af afgørende betydning. Devisen fra dem synes at være: ”Lad tvivlen komme regeringen til gode”.

En delegation fra Danmark har netop besøgt Nicaragua og holdt møder med bl.a. præsidenten, førstedamen og vicepræsidenten. Besøget resulterede i underskrivelsen af en ny flerårig samarbejdsaftale, som indebærer en forøgelse af den danske støtte til 33 millioner dollars om året. Beløbet betyder, at Danida fortsat er den femte største donor i landet. Områderne for indsatsen vil fortsat være landbrug, vejbygning, uddannelse, decentralisering og miljø.

Den amerikanske ambassadør Trivelli har derimod helt skiftet stil. Fra den agressive, kommanderende tone og de voldsomme udfald mod Daniel Ortega er rollen nu mere som rejsearrangør for amerikanske ministre og organisationer, som valfarter til landet for at bekræfte ”det amerikanske folks ønske om et godt forhold til det nicaraguanske folk”. Nu er det ikke længere kun politi og hær som får støtte, men også sundhedsprogrammer. USAID har iværksat et stort projekt, som har til formål at nå de af FN opsatte ”Årtusindemål” i 2015, mål som for Nicaragua synes svære at nå.

Den Internationale Valutafond er for tiden i landet og resultaterne af forhandlingerne om en kommende aftale afventes med spænding. I følge medierne stiller de mange spørgsmål omkring samarbejdet med Venezuela. Venezuela skubber på med ALBA, sælger billig olie, støtter sammen med Cuba kampagner mod analfabetisme og har sågar åbnet en bank i Nicaragua, hvor man slet ikke kan indsætte penge, men kun modtage billige lån.

 

Privatiseringer

Spørger man den menige mand på gaden, hvad der lige nu er landets største problem, vil han svare: Energikrisen!

Hver eneste dag rammes landet af afbrydelser af strømmen. Elektriciteten kan være afbrudt 4, 8 eller 16 timer om dagen. Køleskabe, frysere, computere og tv-apparater bliver ganske tavse. Købmandsbutikken, politistationen, de offentlige kontorer, skolerne og bagerierne ligger afventende hen, - og alle er frustrerede og vrede.

Energisektoren i Nicaragua er tidligere blevet privatiseret. Under de foregående regeringer blev næsten alle muligheder for at producere energi solgt til private firmaer. Samtidig købte det spanskejede Union Fenosa af staten hele distributionsnettet af el i landet. Union Fenosa opererer i en lang række lande og er overalt upopulær. El er blevet dyrere, siger folk.

”Det er et problem, vi har arvet fra de neoliberale regeringer, som forsømte at vedligeholde forsyningsnettet. Og hvis ikke Venezuela straks havde givet os en transformator og billig olie, ville vi nu have oplevet et totalt kollaps, fortæller en bekymret præsident. Vi kan ikke akceptere de voldsomme prisstigninger på el, som Union Fenosa ønsker, det vil ramme den brede folkning, siger Ortega, som vil have undersøgt aftalen med Union Fenosa.

Og netop samarbejdet med Venezuela har skabt vrede i parlamentet, hvor de liberale partier har flertal. Hugo Chavez har lovet at sælge olie til det statsejede nicaraguanske selskab, PetroNic, under favorable betingelser. Halvdelen betales efter 90 dage og resten over 20 år. Jamen, det skaber jo offentlig gæld, råber de liberale.

 

Liberal samling

Konflikten mellem det gamle liberale parti, PLC, under ledelse af ex-præsidenten, Arnoldo Aleman, som er dømt for korruption og hvidvaskning af penge samt udbryderpartiet, ALN, anført af Eduardo Montealegre, afspejler en konflikt mellem det nationale og mere lokalt orienterede borgerskab på den ene side og en alliance mellem de gamle konservative godsejere, eksportsektorerne, finansborgerskabet og de store mediekoncerner på den anden side. Disse to partier har tilsammen flertal i parlamentet, men har ikke kunnet samarbejde, omend drømmen om magten, den fælles anti-sandinisme og frygten for kommende valgnederlag driver dem mod hinanden.

Selve lovgivningsarbejdet har fungeret relativt glat i de forløbne seks måneder. Der er fremsat og vedtaget flere love end tidligere, de er vedtaget i stort set enighed, og sandinisterne har været den udfarende kraft. FSLN har det største partiapparat og en masse erfarne kadrer på alle niveauer i samfundet. Det er blevet mere moderne at være sandinist.

De liberale har været i vildrede, savnet initiativ og har vaklet mellem at søge indflydelse hver for sig ved at samarbejde med regeringen eller tage sig sammen til at udgøre en opposition. Kun oppositionen er dårligere end regeringen, siger folk på gaden.

Parlamentets nuværende sommerferie bruges af de liberale til at formulere lovinitiativer, som skal bruges til at bringe PetroNic under parlamentets kontrol og spænde ben for udviklingen af FSLN’s tanker om direkte demokrati.

 

Første-damens rolle

Første-damen er for alvor kommet i medierne søgelys. Under valgkampen talte Daniel Ortega i upræcise vendinger om behovet for et direkte demokrati. Siden er hans kone, Rosario Murillo, som følger ham tæt døgnet rundt, blevet udnævnt til leder af FSLNs komité for kommunikation og medborgerdeltagelse.

Over hele landet opbygges der nu lokale ”råd for borgerdeltagelse”. Tanken er, fortæller Rosario Murillo, at der i hvert eneste bykvarter, i hver eneste kommune landet over, skal skabes råd, som skal være åbne for alle uanset partifarve, religion osv. Lokale problemer skal tages op og befolkningen forenes om løsningen af opgaverne. Vi er i den anden etape af den sandinistiske revolution, siger Rosario Murillo, som understreger at der skal skabes direkte forbindelser til ministre og til præsidenten, som også skal være landspræsident for forsamlingen af de lokale råd.

”Det er de mørke 1980’ere om igen”, skriver aviserne, som dagligt har ledere, artikler og satiriske tegninger vendt mod præsidenten og hans kone. Aviserne advarer om både cubanske og venezulanske tilstande. ”Reelt er det førstedamen, som styrer manden”, står der i aviserne.

For de liberale tordner der sig imidlertid endnu et skrækscenarie op i horizonten.

 

Kurs Kommunalvalg i 2008

For sandinisterne blev kommunalvalgene i november 2004 et vigtigt trinbræt på vejen til regeringsmagten. Sandinisterne vandt i 84 ud af landets 152 kommuner. En fremgang på 38 i forhold til valget i 2000. Af landets 17 provinshovedstæder fik de 14 sandinister i borgmesterstolen mod tidligere 11. Sandinisterne regerede nu næsten ¾ af landets befolkning på kommunalt niveau.

Ved kommunalvalget i 2004 var sandinisterne oppe mod et endnu forenet PLC. Alligevel bevarede PLC kun ledelsen i to mod tidligere fem provinshovedstæder, og med 55 mod tidligere 94 borgmesterposter måtte partiet se sig betydeligt svækket.

Hvis ikke de liberale partier inden valget i november 2008 forener sig om lokale, fælles kandidater og finder en troværdig politik vil sandinisterne med deres gå-på-mod og fleksible alliancepolitik opnå jordskredssejre fra kyst til kyst og liberale borgmestre vil blive et særsyn.

 

Resultaterne tæller

Daniel Ortega kan efter seks måneder med en venlig indledningsvals se frem til en skærpet klassekamp, en skærpet holdningskamp, en skærpet social kamp, en skærpet kultur kamp og en stadig mere skinger tone i massemedierne. I meningsmålingerne er hans popularitet faldet. Afgørende for fremtiden vil blive sandinisternes evne til at skabe brede alliancer og udnytte splittelse i de andres rækker. Samt ikke mindst skabe de resultater, som befolkningen forlanger at se. De vil have et bedre liv.

 

Juni, 2007

Preben Høeg Rasmussen er uafhængig journalist og video-producent bosat i Nicaragua.

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os