Menu

Hvem bliver nummer to i Nicaragua?

Hvem bliver nummer to i Nicaragua?

Der skal være præsidentvalg i det centralamerikanske land Nicaragua den 6. november 2011.

Der er ikke så megen tvivl om resultatet. Spændingen samler sig om sammensætningen af Parlamentet. Efter 16 år med borgerligt styre vendte Sandinistfronten med Daniel Ortega i spidsen for fem år siden tilbage til magten efter at have mistet den ved valget i 1990. Sandinisterne ledte landet fra 1979 til 1990.

Af Preben Høeg Rasmussen

I de sidste fem år har landet oplevet økonomisk fremgang, der er blevet sat ind mod fattigdommen, der er bygget veje, boliger er forbedret, hospitalerne er blevet forbedret, det gratis skolesystem er blevet understeget, produtionen på landet er hævet, eksporten er steget voldsomt, inflationen er under kontrol, turismen er voksende, el-forsyningen virker nu igen, kriminaliteten er den laveste i Centralamrika, der investeres mere end tidligere, der er kontrol over makro-økonomien. Nationalproduktet er vokset – omend beskedent - hvert eneste år på trods af verdenskriserne.

 

Der er mange som er tilfredse

Den Internationale Valutafond plauderer og giver lån, Arbejdsgiverforeningen har aldrig oplevet bedre tider, de påvirker lovgivningen og der har aldrig været så få strejker som nu. Bankerne får sine afdrag på tilgodehavener hos staten. USA-borgere får erstatninger for konfiskeringerne i 1980’erne. Kreditværdigheden er forbedret. Man er omsider på vej mod et leveniveau som eksisterede før den sandinistiske revolution i 1979, borgerkrigen mod contraerne, kapital- og hjerneflugten, USAs mineringerne af havnene, Violettas Chamorros smadring af den offentlige sektor, nyliberalismen under Aleman og Bolaños.

Nicaragua er fortsat Amerikas fattigste land efter Haiti.

EU er i gang med at ratificere Associeringsaftalen med Centralamerika. Der er pressefrihed, organisationsfrihed og der findes en lang række partier. Danmark er stik imod sund fornuft på vej ud af Nicaragua, ambassaden og Danida er under afvikling. En beslutning, der er blevet kritiseret af EU.

 

1990 spøger

Sandinistfronten, FSLN, som er en god kender af den nicaraguanske folkesjæl, har ført en systematisk, effektiv og bombastisk politik for at bevare statsmagten. Man har ikke tænkt sig at miste den igen.

I fem år er der blevet talt stemmer. Hver måned har tusindevis fået skøder på deres huse og jordlodder. Folk har fået nyt tag over hovedet. Alba lande har hjulpet med bl.a. øjenoperationer og alfabetiseringskampañer. Små landbrugere har fået husdyr og kreditter. Der gives tilskud til busdriften i hovedstaden Managua. Der gives tilskud til transportsektoren. Da Den Internationale Valutafond modsatte sig lønstigninger til statsansatte, besluttede man at bruge Alba-penge til kontantudbetaling udenom det offentlige system, dvs. samtlige statsansatte får hver måned 700 Códobas i hånden. Der gives Alba-tilskud til el-regningen i samtlige husstande. Osv, osv. Politikken skal være synlig og kontant.

De sociale programmer buldrer derudaf, men der er ikke krummet et eneste hår på nogen rigmand, den private ejendomsret er sikret og skattesystemet er fortsat elendigt. Erhvervslivet har det godt. Der foregår ingen omfordeling af rigdommen til fordel for de fattige. Det hyppigste kritikpunkt er manglen på arbejdspladser.

 

Alba og Venezuela

Nicaragua har nydt godt af Alba og Venezuelas oliepenge. Den anti-imperialistiske retorik vendt mod USA og Europa resulterede i tab af projekter, men samlet set har Venezuela fyldt hullet op. Den nuværende verdenssituation med fald i olieindtægterne og Chavez sygdom har dog sat tempoet ned.

 

Kampen om meninger

FSLN er langt det største, bedst organiserede og mest effektive parti – og ungdommen strømmer til. Liberale borgmestre skifter side. Sandinisterne sætter sig støt og roligt på alt. Man har fået kontrol over en række tv-stationer og radiostationer, mens de to store dagblade fortsat fører en konstant kampagne mod Daniel Ortega. Hele ”meningsdannelsen” styres med fast hånd af præsidentfruen, Rosario Murillo.

Der kan med god grund rejses mange kritikker af den sandinistiske regering og det bliver der. Men selv den mest indædte anti-sandinist må surmulende indrømme, at der er én ting der er værre og det er oppositionen. Lovinitiativer kommer fra regeringen. Oppositionen synes uden handling, program og retning.

FSLN gik for fem år siden frem til 38 ud af 92 pladser i Parlamentet. De borgerlige partier har således absolut flertal, men er blevet splittet på kryds og tværs og synes bedst egnet til at slås indbyrdes med hinanden. FSLN fremstår som den stabile faktor.

 

Magten i Parlamentet

På to kritiske punkter har FSLN ikke kunnet få sin vilje.

Når en top-funktionærs embedsperiode udløber typisk efter fem år skal Parlamentet genvælge ham eller hende, eller der skal findes en ny. Hverken FSLN eller de liberale partier har kunnet mønste over 50% af stemmerne for deres kandidater. Midtergruppen satte sig på tværs. Landet stod derfor overfor muligheden for at stå uden Højesteret, Valgkommision, miljø -ombudsmand, politi og miltære ledere osv. Omkring 30 poster.

Svaret fra Daniel Ortega var udstedelse af et præsidentdekret, som forlængede deres embedsperiode indtil nye blev valgt i parlamentet. Der er således tale om personer valgt før Daniel Ortegas tiltrædelse. Rama-skrig fra oppostitionen og enkelte dommere trak sig, men de fleste har genoptaget deres arbejde – ”livet på gaden er hårdt”, som Aleman siger.

Daniel Ortega vil genvælges, men FSLN har ikke kunnet få en klar fortolkningen igennem parlamentet, hvorfor sagen blev sendt til Højesteret, som gav Daniel Ortega ret til at genopstille. Og i sidste ende vil folket tage stilling, siger sandinisterne.

 

Fem kandidater

Der er fem kandidater ved valget den 6. november, hvor der samtidig skal vælges medlemmer af Parlamentet og Det Centralamerikanske Parlament.

Den tidligere præsident og korruptionsdømte Arnoldo Aleman, stiller ufortrødent op igen for det for få år siden så dominerende liberale parti, PLC, som er i alliance med det gamle Konservative Parti. Han lover oprettelse af 1 million nye arbejdspladser. Han bliver nummer tre og får vel nok 17% af de afgivne stemmer.

Til lejligheden har den anden liberale gruppering under Eduardo Montealegre (som ved sidste præsidentvalg blev nr. to, men har valgt at overvintre) valgt den 80-årige radiomand, Fabio Gadea som kandidat. Han er valgt for PLC til Det Centralamerikanske Parlament, han er PLC-veteran og tidligere nær ven af Arnoldo Aleman (deres børn er gift med hinanden).

Han samler stemmer som vender sig imod Daniel Ortega og Arnoldo Aleman. Desuden har MRS, tidligere sandinister som ikke er opstilingsberettigede, kastet alt ind på at støtte denne alliance, PLI. Et gæt kunne være en opnåelse af 29% af de afgivne stemmer.

De to sidste borgerlige kandidater samler næppe over 1 procent.

Sandinisternes kandidat, Daniel Ortega, kan således regne med at blive valgt i første runde, hvortil der kun skal opnås 35% af stemmerne. Der stemmes normalt ret ens ved præsident- og parlamentsvalg. Det bliver således interessant at se, om FSLN opnår absolut flertal i parlamentet. Der skal dog fortsat 56 stemmer til Grundlovsændringer.

Selv den tidligere amerikanske ambassadør, Robert Calahan, har erklæret Ortega som vinder. Denne gang har man blandet sig mindre i valgkampen. USA står uden ambassadør i Nicaragua, da man ikke har kunnet finde en ny som er ”hård nok”.

 

Abort og alliancer

Den katolske kirke har fået markeret sig i valgkampens slutspurt med temaet om abort selv i tilfælde af fare for moderens død. Kirken er imod enhver form for abort og tordner mod ”døds kulturen”. Alle kandidater giver kirken ret.

Sandinisternes hovedslogan er kristendom, socialisme og solidaritet og man afviser kategotisk kritikken om angreb på de demokratiske institutioner.

Valgkampen har været forholdsvis rolig og Fronten har undgået konfrontationer og skabt brede alliancer.

 

Preben Høeg Rasmussen er også redaktør af www.centralamerika.dk

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os