Menu

Hvad skulle det dog til for?

Hvad skulle det dog til for?

Ifølge den katalanske historiker Meritxell Tous Mata, boede der i år 1500 mellem 600.000 og 800.000 mennesker i det område, der senere blev den spanske provins Nicaragua.

I 1548, da spanierne var ved at slutte deres 20 år lange erobring af den nicarguanske stillehavsslette, og i desperation var begyndt at sætte deres svindende befolkningsunderlag i mandtal, kunne de finde godt 58.000 overlevende.

Af Sven Gårn Hansen, 2008

Da de var mange, var de Chorotega, Nicarao, Subtiaba og Tacacho. Organiseret i op imod 14 stammedømmer eller bystater, en stor del af befolkningen bosat i byer på op til 50.000 indbyggere: Tecoatega, Nicoya, Mistega, Jaltaba, Imabite, Marinari, Mateare, Managua, Tipitapa…

Og dette er blot provinsen Nicaragua: stillehavssletten op til Honduras, ned til og med ud til og med Nicoya, der i dag ligger i Costa Rica, og ud til søernes østkyster og op til circa det nuværende Ciudad Dario - dengang den driftige chorotega-handelsby Metapa.

Titusinder døde i erobringskrigene, i krigene mellem eroberne om sejrens frugter og i vilkårlige drab og henrettelser. Flere hundrede tusinde døde formodentlig i de fire store pest og skoldkoppe-epedimier, der raserede landet op til 1548. Titusinder sultede ihjel på grund af sammenbruddet i landbruget i de urolige tider, og spaniernes overdrevne beslagslæggelser. Mange begik selvmord. Ca. 200.000 blev sejlet til Panama og Peru som slaver. Nogle af de indianske lejetropper, der væltede den store Inca sammen med Pizarro, var nicarao- og chorotega-krigere, ført bort fra deres hjem som krigsfanger. Meget få overlevede.

Nogle har selvfølgelig nået at flygte op til Matagalpaerne og Chontalerne, Sumoer, Miskitoerne og Ramaerne i bjergene og på den karibiske kyst, udenfor spaniernes rækkevidde.

Og nu en sammenligning:

I 1571 var der fire spanske byer i provinsen: Leon, Granada, Realejo (nu Corinto) og Nueva Segovia (en guldmine oppe nordpå). Tilsammen var de bolig for provinsens 420 borgere, det vil sige frie spanske mænd med rettigheder. De havde selvfølgelig familie, tjenestefolk og den slags.

Af disse frie borgere havde præcis 97 - det var godt nok i 1548, men pyt - fået ret af kongen til at bestemme over indiansk arbejdskraft, til gengæld for at sørge for disses velvære og opdrage dem til civilisationen i Guds kærlighed (systemet hed encomienda). 23 af disse kunne råde over mere end 100 indianske familier. 27 havde mindre end 50 i varetægt. Man regnede med, at der skulle 30 indianske familier til for at holde en spanier fri for at få sine hænder snavset til med arbejde.

Tænk en gang over disse tal.

En befolkningsnedgang på over 90% på halvtreds år. Over en halv million døde. Hundrede tusinde familier, med alle aftenerne omkring pejsen, dagene i marken eller på markedet, historierne om morfar, brok om politik og krig og skatter, snorken mens man prøver at sove, sladder og rivegilder og skænderier. Væk, udslettet, som om de aldrig havde været til. By efter by efter by, hvis navn ingen nogensinde vil udtale igen.

Og hvad fik verden ud af det:

97 familier fra Spanien, der slap for at arbejde selv. 97!

Og 300 til, der måske og måske ikke levede bedre, end de gjorde med skomagerværkstedet hjemme i Valencia. Et uendeligt lille dyk i Spaniens overskud af lumpen-adel, arveløse sønner og uforbederlige slagsbrødre.

Hvad skulle det dog til for?

 

Bogen jeg er ved at læse er: Meritxell Tous Mata, “De protagonistas a desaparecidos - las sociedades indigénas de la Gran Nicoya siglos XIV a XVII”, Grupo Editorial, 2008.

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os