Menu

USA vil tage kvælertag på Nicaragua

USA vil tage kvælertag på Nicaragua

Repræsentanternes Hus i USA vedtog den 21. september 2016 en lov, som skal forhindre Nicaragua i at kunne optage lån i internationale institutioner, som f.eks. Verdensbanken. Loven hedder Nicaraguan Investment Conditionality H.R. 5708, men kaldes Nica Act. Formålet er at tvinge den sandinistiske regering i Nicaragua til politisk og økonomisk at makke ret.

Kommentar af Preben Høeg Rasmussen, redaktør for Nicaragua – dansk portal.

Loven blev promovet af den berygtede republikaner Ileana Ros-Lethinen valgt i Florida og demokraten Albio Sires, valgt i New Jersey, begge af cubansk herkomst. Loven blev fremlagt den 15. september og blev med ekspresfart enstemmigt vedtaget kun seks dage efter. Senatoren Ted Cruz har fremlagt samme lov i Senatet, og vedtages loven her vil den træde i kraft med mindre præsidenten direkte nedlægger veto.
Folk som Ros-Lethinen og Marco Rubio har længe haft indrejseforbud i Nicaragua og Venezuela pga. deres uendelige kamp imod enhver progressiv spire i Latinamerika. Den tidligere ambassadør for USA i Nicaraugua Robert Callaghan har talt højlydt for at optrappe kampen mod Ortegas styre og knytte kampen mod Venezuelas og Nicaragua regeringer sammen. Den nuværende ambassadør Laura F. Dogu befandt sig under afstemningen i Washington. "Folk som Maduro og Ortega forstår kun økonomisk magt", siger Ros-Lethinen. Hun vil have Nicaragua til at skifte politik indenfor demokrati, institutionalidad, menneskerettigheder, valg mv.
Samtidig blev det i kongressen vedtaget at sætte undersøgelser i gang om korruption blandt højtstående nicaraguanske embedsmænd, herunder Højesteret, Valgrådet og Nationalforsamlingen. Formålet er at kompromitere styret. Albio Sires siger: "Ortega og hans kumplicer tager fejl hvis de tror, vi vil akceptere og ignorere disse ting".
Loven vil betyde at USAs repræsentanter vil blive pålagt at nedlægge veto i samtlige internationale finansielle institutioner. Nicaraugua vil i så fald ikke kunne optage lån i eget navn og for egen regning som hidtil. Nicaragua har nøje afregnet og afdraget sin gæld.

Afviser indblanding
"Vi afviser de initiativer, som kamrene i USA har taget som værende brud på international ret og FNs grundlag, som utidig indblanding og som værende typiske i historiske situationer, især omkring valg", erklærer den nicaraguanske regering den 22. september 2016. "Vi vil fortsætte vores model med alliancepolitik, kamp mod fattigdom, for fred og økonomisk fremgang. Vores folk vil med tillid og håb stemme ved valgene den 6. november 2016."

Den 23. september afviste Nicaraguas vicepræsident fra FNs talerstol USAs indblanding i et suverænt lands indre anliggender.

Ved valgene skal der vælges præsident og vicepræsident, medlemmer til nationalforsamlingen og repræsentanter til det Centralamerikanske parlament.

Ialt er der 17 partier der stiller op, alene eller på valglister. Der er seks præsidentkandidater.

Slut med bistand
Men hvorfor stopper USA ikke bare deres bistandshjælp til Nicaragua? Fordi det har man forlængst gjort. Mens Hillary Clinton var udenrigsminister i 2008 under Obama stoppede hun brat "Millenium Challenge" mens projekterne var under udførelse.
Længe før Sandinisterne kom tilbage til magten i 2007 har USA manipuleret den politiske udvikling. Den daværende ambassadør Poul Trivelli blev af Wikileaks afsløret for at finansiere og fremme den liberale Eduardo Montelegre – imod Arnoldo Aleman og Daniel Ortega. Det første lykkedes, det sidste mislykkedes. Siden da har man for småpenge holdt sig til at prøve at få indflydelse i hæren og politiet.

Typisk Timing
Der er præsidentvalg i USA den 8. november og der er præsidentvalg i Nicaragua blot to dage før, den 6. november 2016.
I 2006 vandt Sandinistfronten med 38% af stemmerne, da de liberale optrådte splittede. I 2011 vandt Sandinisterne med 62% af stemmerne. Ved det kommende valg står de klart til at vinde igen. Den nu 70-årige Daniel Ortega, som genopstiller, har valgt sin kone Rosario Murillo som vicepræsidentkandidat.
Landet har siden 1990 oplevet den længste periode med fred i sin historie. Der er markedsøkonomi, flere investeringer end nogensinde, herunder fra store amerikanske virksomheder som Walmart. Fattigdommen er klart mindre. Der bygges mange veje, skoler og hospitaler. Sport og kultur støttes. Der er parlamentarisme, pressefrihed og foreningsfrihed. Bruttonationalproduktet stiger konstant og pænt. Centralbankens valutabeholdning er større end nogensinde. Inflationen er lav og under kontrol. Eksporten er større end nogenside, USA er største handelspartner. Narko bekæmpes (placeret mellem Colombia og USA), bandekriminalitet er minimal. Turismen vokser konstant og landet er det mest sikre i Centralamerika. Man er langt med omlægning til bæredygtig, grøn energiforsyning. Tallet for kvinder med ledende poster er det femte højeste i verden, hveranden på valglister skal være kvinder. Landet er medlem af Alba, Celac, Sica, Den Alliancefrie bevægelse, FN og søger et godt forhold til andre lande, herunder til USA og Rusland.
Levestandarden er for den almindelige befolkningen i de sidste 10 år blevet fordoblet, man lever fredeligt og er i det store hele meget godt tilfredse.
Det går altså meget godt uden Eduardo Montealgre.
Men det mener USA og EU ikke.

Klassens duks
Eduardo Montealegre, søn af en rig bankfamilie, var minister under den korrupte præsident Arnoldo Aleman (1997-2002) i hans PLC-parti, men mælede ikke et ord om korruption før den efterfølgende præsident Enrique Bolaños (2002-2007) tog bladet fra munden. Så sluttede han sig til "Azul y Blanco" og blev minister under Enrique Bolaños, brød med dem og lavede "Vamos con Eduardo". Gruppen væltede ind i ALN, Alianza Liberal Nicaragüense, kuppet blev erklæret ulovlig og han stillede så op på Alemans liste som borgmester for hovedstaden Managua, hvor han blev nummer to. Så kuppede gruppen sig ind et andet parti PLI, Partido Liberal Independiente. Hele fire fraktioner kæmpede igennem fem år for ledelsesretten til partiet og Valgrådet afgjorde i år at den tilfaldt Pedro Reyes. Fraktionskampene fortsætter og Reynes er nu afsat af sit partis ledelse. Så ville Montealegre og hans allernærmeste ikke længere være i parlamentet, istedet indtrådte andre fra samme liste.
Montealegre har i mange år været anklaget for korruption og ulovlig bistand til banker.
Eduardo Montealegre er nu rejst til USA hvor han "reflektionerer" og lobbier mod regeringen i Nicaragua.
Men uden Eduardo Montealegre er der ikke demokrati, mener man i USA. Man skal jo helst have noget at bygge på.

Slut med kun at snakke Mellemøsten
Frikvarteret er slut for Latinamerika.
Efter den venstreorienterede bølge i Latinamerika igennem de sidste 15 år har USA forstærket den politiske, økonomiske, militære og ideologiske kamp mod ethvert tiltag til progressive styrer. Samtidig vil USA holde Rusland og Kina udenfor indflydelse. Monroe-doktrinen (1823) har skiftet længde-grader. Nu er er Europa ligegyldige.
I Honduras blev præsident Manuel Zelaya afsat ved et militærkup og ført til den amerikanske militærbase i Honduras. De sendte ham så til Costa Rica.
I Paraguay blev præsident Fernando Lugo afsat.
I Uruguay er man nu mindre principfaste. Michelle Bachelet i Chile optræder i sin anden periode mere slap. I Argentina tabte Cristina Fernández de Kirchners efterfølger som præsident og en ærke-reaktionær vandt. Peru er gået til højre.
I Brasilien, Sydamerikas supermagt, blev præsident Dilma Rousseff afsat ved et statskup og Inácio Lula da Silva tvinges nu til at forsvare sig i korruptionsanklager. I El Salvador er Mauricio Funes, den første præsident fra FMLN, tiltalt for korruption og han har valgt at søge og få politisk ayl i Nicaragua. Salvador Sánchez Cerén fra FMLN, den nuværende præsident, blev knebet valgt og kan ikke få bugt med narkobanderne.
I Guatemala fik Álvaro Colom aldrig et ben til jorden og komikeren Jimmy Morales kan ikke få folk til at grine længere. I Honduras sidder et pro-militært parti ved magten og landet har fordoblet sit militærbudget over 10 år.
Den Dominikanske Republik har travlt med at sende haitianere ud af landet. Haiti var den første latinamerikanske koloni til at frigøre sig og støttede Simon Bolivar, da han søgte husly. I dag står de (næsten) alene i verden, hærget af ulykke efter ulykke.
Mexico har nok at se til med muren og Trump og Clinton.
Hvad skal fremover alle de mange militærbaser i Colombia bruges til? De fleste ligger klistret op ad Venezuela. Hugo Chavez havde held med olien. Den steg til det dobbelte, da han blev præsident. Efter hans død faldt den til det halve. Venezuela har ikke diversificeret sine indtæger og sikret sin fødevare produktion. Guyana provokerer fra den ene side og Colombia fra den anden. Der kan komme en USA-ledet militær intervention i Venezuela. Bølgen har vendt, men det vil den gøre igen.

Fjendsk presse
Jamen, vi har da Cuba? Ja, heldigvis. Landet har oplevet kolosale diplomatiske sejre, men halter stadigvæk økonomisk bagefter behovet. Boykotten virker. Presset på landet vil stige og deres alliancer vil blive forsøgt brudte.
Gode Evo Morales fra Bolivia holder stadig fanen højt. Han har smidt de amerikanske baser og deres narko-jægere ud af landet, som oplever et økonomisk boom, råstofpriserne har været høje. Han vil have afskaffet kapitalismen, men fik ikke nok stemmer til at kunne genopstille.
I Ecuador kæmper Rafael Correa bravt men har som i samtlige latinamerikanske lande en borgerlig, fjendsk presse imod sig.

Hånden bag
Er alle disse begivenheder tilfældige? Eller ligger der en plan bag? En plan som siger: Vi fra USAs side skal gøre alt hvad vi kan for at forhindre enhver progressiv regering i Amerika (og Verden) i at komme til regeringsmagten. Skulle et sådan uheld ske ved et øjebliks uopmærksomhed, må den væltes.
For at vælte en regering skal der skabes uro i landet. Økonomisk utilfredshed. Nogle strejker f.eks. indenfor transportsektoren eller minedrift er gode. Blokader, finansiel boykot, embargo, sanktioner, isolering. Vi skal have nogle allierede indenfor landets grænser, det er vigtigt. Nogle til at råbe op. Bloggere er ikke nok, de skal have lidt opbakning. Ud på gaden. Den internationale presse skal mobiliseres, det er det letteste. Lederen i landet er korrupt, han vil kun berige sig selv og sin familie. Han har masseødelæggelsesvåben, atomvåben, kemiske våben – you name it! Diktatoren har planer om at massemyrde sin befolkning, det har vi pålidelige efterretninger om. Han er ond. USA vil blive bombet, de sender terrorister. De vil bygge en kanal. Kvinder undertrykkes og har for meget eller for lidt tøj på. Vi handler i demokratiets navn, vi forlanger menneskerettigheder - og frit marked.

Og så er de venner med Rusland, Kina, Iran, Venezuela, Cuba. Dem alle sammen. Tænk dig, er det ikke bevis nok? Vi må indføre flyveforbudszone for dem og spionovervågning af os. Ikke en e-mail må forblive ulæst. Masser af droner. Militærfly skal krænke deres nationale territorium og teste deres forsvarsvilje. Lokale modstandslommer skal provokere, finansieres og gives våben. Miner, bomber, gift skal smides, jo før, jo bedre. Vi blev af de demokratiske kræfter bedt om at invadere landet. Alt det har vi en plan for. Vi kan både handle hurtigt og og vi kan vente. Senere finder vi en plan for at komme ud igen.

Greb om verden
USA har et helt netværk af 1000 små og store militærbaser i 150 lande kloden rundt. Her er 500.000 soldater placeret.
Det hele bliver forbundet af 11 formationer af hangarskibe - der som flydende baser - bevæger sig globalt. Foruden har USA en stigende militær tilstedeværelse i rummet.
Ifølge det Grønne Partis præsident-kandidat i USA Jill Stein, bruger landet omkring 54% af sit nationalprodukt på miliæret og de mange militærbaser rundtom i verden.

USA har militært invaderet eller brugt militær magt i Mexico, Argentina, Brasilien, Guatemala, Cuba, Den Dominikanske Republik, Haiti, Honduras, Grenada, Panama, Uruguay, Costa Rica, Bolivia, Peru, Chile, Colombia, Venezuela, El Salvador, Puerto Rico, US Virgin Islands og Guam.

I Nicaragua er det sket i 1853, 1854, 1857, 1867, 1894, 1896, 1898, 1899, 1907, 1910, 1912-25, 1926-33, 1981-90.

(Skrevet den 22. september 2016)

 

 

 

 

 

 

 

Til toppen

De seneste artikler

Politik - mest læste

Turisme - mest læste

Kultur - mest læste

Få mere at vide om os